05.06.19 Om DI Pressemeddelelse

DI: Ny regering bør sætte en sund økonomisk kurs for Danmark

På vegne af danske virksomheder ønsker DI de nyvalgte politikere tillykke med Folketingsvalget. Nu venter en vigtig opgave med at sætte en politisk kurs for Danmark, som får flere i arbejde, gør samfundet rigere – og giver råd til at investere i bæredygtige løsninger og velfærd, mener DI.

- Den helt afgørende opgave for en ny regering og det nye Folketing bliver at finde en vej til, hvordan vi fortsætter med at skabe vækst og udvikling, der kan finansiere de mange valgløfter – samtidig med, at Danmark og danske virksomheder kan være med til trække verden i en mere bæredygtig retning, siger fungerende direktør Kim Graugaard, DI.

Han peger på, at skiftende regeringer – og Folketing – igennem de seneste årtier har arbejdet for at fremme velstanden i dag. Den kurs bør en ny regering fortsætte, for en sund økonomisk politik med stærke virksomheder er fundamentet for hele vores samfund.

- Motoren for det danske samfund er en økonomisk politik, som øger beskæftigelsen i vores virksomheder, holder skatter og afgifter i ave - og sikrer ny fremgang. Det er afgørende, at en ny regering holder den motor ved lige og udbygger det økonomiske råderum frem for blot at bruge ud af det. Ellers er kursen sat mod en lavere velstandsudvikling – og færre penge at investere i alle de ting, vi ønsker os, siger Kim Graugaard.

 Ifølge DI er det vigtigt, at en ny regering og resten af Folketinget går sammen om at investere i de områder, der kan sikre, at danske virksomheder og Danmarks som samfund kan stå stærkt i fremtiden.

- Stærke virksomheder har også brug for et stærkt samfund. Derfor er det vigtigt, at vi investerer i fremtiden – i digitalisering, god infrastruktur, uddannelse og forskning. Det er også helt centralt for, at danske virksomheder kan holde sig i front med at udvikle de bæredygtige løsninger, som hele verden efterspørger, siger Kim Graugaard.

Han peger på, at mange virksomheder over hele landet søger forgæves efter medarbejdere.

- Vi står i en situation, hvor en ud af ti virksomheder må takke nej til ordrer, fordi de ikke har de medarbejdere, der skal løfte ordren. Det bliver en helt central opgave for en ny regering at løse den opgave, hvis vi skal kunne forlænge opsvinget og den gode udvikling i dansk økonomi, siger Kim Graugaard.

Regeringen bør også have fokus på at tiltrække investeringer til landet – både fra nye og eksisterende virksomheder. Det kræver et vedvarende fokus på Danmarks konkurrenceevne, understreger DI.

- En ny regering bør selvfølgelig have den ambition, at Danmark skal være det bedste land i verden at drive virksomhed i og ud fra, så vi kan trække investeringer og udvikling hertil. Det er fuldstændig afgørende, hvis Danmark også i fremtiden skal være et af de mest velstående samfund i verden, siger Kim Graugaard.

Per Geckler Møller

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3836
  • Mobil +45 2949 4434
  • E-mail pgm@di.dk
Relateret