12.09.19 Om DI Pressemeddelelse

DI udnævner chef for turisme og oplevelsesøkonomi

Turisme og oplevelsesøkonomi er i hastig vækst – også for DI, som får stadig flere medlemmer inden for området. Derfor styrker DI nu indsatsen på området og udnævner pr. dags dato Sune K. Jensen til chef for turisme og oplevelsesøkonomi. Samtidig ansættes en yderligere medarbejder til DI’s arbejde på turismeområdet.

- Vi sætter ekstra turbo på vores arbejde med at sikre turist- og oplevelseserhvervet de bedste mulige rammer at drive deres virksomhed ud fra. Vi oplever en stor interesse for at blive medlem af DI – ikke mindst inden for turismeområdet. Stadig flere kulturinstitutioner ser sig i stigende grad som en del af turisme- og oplevelseserhvervet, og en del af dem søger ind i DI for at få adgang til vores services og netværk, siger direktør Tine Roed.

Sune K. Jensen har gennem flere år arbejdet med turismeområdet i DI.

- Det er et superspændende område med mange forskellige typer af virksomheder lige fra forlystelsesparker, museer til messecentre. Turismen skaber eksportindtægter for cirka 55 mia. kr., så turismevirksomhederne står for en stor del af både vækstskabelsen og arbejdspladserne rundt omkring i Danmark, siger turisme- og oplevelseschef Sune K. Jensen.

- Der er især fire ting, som vores nye medlemmer lægger vægt på, når de vælger at melde sig ind i DI. Vores rådgivning, vores politiske gennemslagskraft, vores internationale fokus og vores netværket med andre centrale aktører inden for turist- og oplevelsesområdet. På alle de områder har DI rigtig meget at tilbyde, og jeg glæder mig til at styrke og udvikle den indsats, siger Sune K. Jensen.

Per Geckler Møller

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3836
  • Mobil +45 2949 4434
  • E-mail pgm@di.dk
Relateret