09.01.20 Om DI Pressemeddelelse

DI: Regeringens vækstplan luner hos handelsvirksomhederne

Regeringen præsenterede i dag sin vækstplan for handel og logistik, og DI roser den for både at have et grønt sigte og samtidig styrke vilkårene for dansk e-handel.

- Danske handelsvirksomheder vil gerne udnytte de store muligheder med e-handel på en mere grøn og bæredygtig måde. Så regeringens vækstplan er et kærkomment initiativ, som trækker i den helt rigtige retning, siger branchedirektør Sidsel Dyrholm Holst, DI Handel, som er DI’s branche for danske handelsvirksomheder.

Regeringens initiativer på området vil, ifølge DI, kunne hjælpe endnu flere virksomheder i gang med e-handel – både hjemme og ude på eksportmarkederne.

- Danske handelsvirksomheder er desværre udfordret af unfair konkurrence i den stigende globale e-handel. Særligt er der problemer med produktsikkerheden ikke mindst på varer købt på kinesiske platforme. Derfor støtter vi regeringens initiativer for at udstyre myndighederne med en mere slagkraftig værktøjskasse i form af flere beføjelser i forbindelse med kontrol af varer på markedet, siger hun.

DI er især glad for, at regeringen lægger vægt på den forebyggende indsats i regi af de igangværende WTO forhandlinger om internationale regler for e-handel. Her vil regeringen arbejde for et fokus på produktsikkerhed for virksomheder, der retter deres markedsføring mod europæiske forbrugere, noget DI længe har argumenteret for.

- Det er helt afgørende, at vi får gang i den forebyggende indsats. Der er tale om enorme mængder af varer, der kommer til Danmark, og det er naivt at tro, at vi kan kontrollere os ud af problemerne med usikre produkter fra lande uden for EU. Vi er nødt til at se på både forebyggelse, håndhævelse og sanktioner, og her har regeringen ramt plet med dette udspil, siger Sidsel Dyrholm Holst.

En analyse fra DI viser, at produktsikkerhed, og hvor webbutikken ligger i verden, betyder meget lidt for forbrugerne, når de køber ind på nettet. Ifølge Sidsel Dyrholm Holst er det et wake-up call:

- Danskerne har været godt vant med hensyn til forbrugerbeskyttelse. Men i dag kan vi via nettet handle i hele verden – hvor sælgerne ikke nødvendigvis lever op til de samme skrappe regler som i EU. Det går ud over både forbrugere og virksomheder, siger Sidsel Dyrholm Holst.

Regeringens vækstplan lægger desuden op til at styrke den grønne omstilling i e-handel. Det skal blandt andet ske ved at der igangsættes et globalt innovationstjek, der skal afsøge innovative emballage- og logistikløsninger i e-handlen fra andre lande.

- Mange af vores medlemmer vil gerne være mere bæredygtige, og emballage er et oplagt sted at starte for dem, som har meget e-handel, siger Sidsel Dyrholm Holst.

Sidsel Dyrholm Holst

Branchedirektør

  • Direkte +45 3377 3773
  • Mobil +45 2949 4649
  • E-mail sdy@di.dk