27.11.20 DI Pressemeddelelse

Nyt partnerskab skal øge brugen af kunstig intelligens i erhvervslivet

Analyse viser milliardpotentiale i kunstig intelligens - nu får danske SMV’er et skub fremad

Danske SMV'er halter markant bagefter større virksomheder med at bruge kunstig intelligens til at optimere deres forretning. Det koster vækst, viser ny McKinsey-rapport. Google, Dansk Industri og Alexandra Instituttet søsætter nu et projekt, der skal give SMV’erne et skub fremad - bl.a. gennem et helt nyt værktøj og gratis konsultationer.

Landets små og mellemstore virksomheder (SMV’er) har et stort efterslæb, når det gælder brugen af kunstig intelligens i deres forretning. Kunstig intelligens (AI) har potentiale til at styrke Danmarks BNP med 1.6 procent på sigt. Det viser en ny analyse fra konsulenthuset McKinsey.

Ifølge rapporten er Danmark blandt de 11 lande i verden, som har bedst forudsætning for at udnytte potentialet i kunstig intelligens. Og i visse brancher er der ifølge McKinsey særligt lavthængende frugter at plukke: Transport og logistik, sundhedsvæsenet, detailhandlen, den offentlige/sociale sektor og rejsebranchen.

- Danmark er blandt de bedste i verden på det digitale område, men mange af vores virksomheder mangler stadig at komme med på vognen - især SMV’erne. Og det er en skam, for det koster vækst. Hvis AI kan klare trivielle rutineopgaver, kan medarbejdere bruge mere energi på det, danskerne er stærke til: kreativitet og innovation. Vi håber, at samarbejdet her kan hjælpe virksomhederne i gang med at høste frugterne af kunstig intelligens, siger Christine Sørensen, politisk chef for Google i Danmark.

Kunstig intelligens kan for nogen virke uhåndgribeligt. Men der er tale om helt konkrete redskaber, der kan gøre hverdagen nemmere ved at lade computerens enorme regnekraft gøre en del af menneskets arbejde: For eksempel chatbots, som sparer ressourcer i kundeservice eller smarte AI-løsninger, som letter bogholderiet.

SMV’er halter ofte bagefter større virksomheder inden for kunstig intelligens. Ifølge Danmarks Statistik bruger kun 4-8 procent af virksomheder med færre end 250 ansatte kunstig intelligens, mens det i langt højere grad sker hos store virksomheder.

Dansk Industri, Alexandra Instituttet og Google tager nu initiativ til at give SMV’erne et skub fremad. Google lancerer et værktøj kaldet  "Kunstig intelligens til virksomheder", som kan give SMV’er specifikke anbefalinger til, hvordan kunstig intelligens kan hjælpe netop deres forretning. For at omsætte anbefalingerne til handling tilbydes der gratis 1:1 sparring med eksperter i kunstig intelligens fra Alexandra Instituttet og Dansk Industri.

- Mange tror desværre, at kunstig intelligens er forbeholdt de store virksomheder, men det er en alvorlig misforståelse. Kunstig intelligens er fremtiden for både store og små virksomheder – det er en investering, der kan betale sig, og som øger konkurrenceevnen. Vi går ind i det her partnerskab for at bistå især SMV’erne med at komme i gang med at bruge kunstig intelligens til at skabe fremgang og vokseværk i deres virksomhed, siger rådgivningsdirektør i Dansk Industri, Kinga Szabo Christensen.

Anders Kofod-Petersen, der er professor i kunstig Intelligens og direktør ved Alexandra Instituttet i København, siger:

- Vi befinder os lige nu i det ”sweet spot”, hvor kunstig intelligens som teknologi er så fremskreden, at man har muligheden for at komme i gang i dag, samtidig med at man har muligheden for at være blandt de første på markedet og høste store gevinster med teknologien. Derfor er det vigtigt at hoppe på vognen nu, siger han.

Googles indsats i partnerskabet er en del af et samlet initiativ fra virksomheden, som frem til udgangen af 2021 skal give 25.000 borgere og virksomheder et digitalt løft.

I partnerskabet indgår også et initiativ fra Dansk Industri og Alexandra Instituttet med under navnet AI Garage, som giver den enkelte virksomhed mulighed for at få hjælp til at komme videre med deres AI-ambitioner .

Tre eksempler på AI i virksomheder

* Virksomheden Radiobotics bruger AI til at lave medicinske røntgenbilleder af led og knogler - fx knæ - med stor præcision. Det aflaster dermed sundhedsvæsenet.

* Og toiletproducenten Pressalit bruger billedgenkendelse (‘scan dit toilet’) til til at gøre det endnu nemmere for deres kunder at finde det rette produkt.

* Molslinjen bruger AI og øger antallet af business-kunder med 14 procent per afgang gennem forbedrede prognoser.

Kontakt
Google: Kommunikationschef Jesper Vangkilde, vangkilde@google.com / 22575955
DI: Presserådgiver Bo Hjuler, boh@di.dk / 23284912
Alexandra Instituttet: Professor i AI, Director, Copenhagen Anders Kofod-Petersen,
M +45 4115 1248, anders@alexandra.dk

Bo Hjuler

Bo Hjuler

Presserådgiver, journalist

  • Direkte +45 3377 3819
  • Mobil +45 2328 4912
  • E-mail boh@di.dk

Relateret indhold