04.12.20 DI Pressemeddelelse

DI: Nu kommer den grønne omstilling af bilparken

Der er opbakning fra Dansk Industri til de nye og grønnere bilafgifter, som regeringen nu har flertal for, men DI er meget uenig i finansieringen af aftalen

Regeringen har sikret sig et flertal i Folketinget for den længe ventede aftale om nye bilafgifter, der skal tilgodese de danskere, der vælger at køre grønnere i form af el- eller plugin-hybridbiler. Aftalen skønnes at medføre 775.000 grønne biler på de danske veje i 2030.

- Det er en god aftale, som regeringen har landet. Vi er helt enige i ambitionen om en million grønne biler i 2030, og den nye aftale skaber klarhed for salget af grønne biler i mange år fremover. Nu kommer den grønne omstilling af bilparken, siger Thomas Møller Sørensen, branchedirektør for Bilbranchen i Dansk Industri (DI).

- Det har været et langt og frustrerende forhandlingsforløb. Vi havde håbet på en bredere politisk aftale, men nu er den her. Det giver branchen ro til at investere i biler, værkstedsudstyr, uddannelse af medarbejdere og opsætning af ladestandere, forklarer Thomas Møller Sørensen.

Mange grønne biler

I Dansk Industri har man store forventninger til det grønne bilsalg, efter aftalen om bilafgifter er faldet på plads.

- Vi kommer til at sælge rigtig mange grønne biler de kommende år, fastslår Thomas Møller Sørensen.

- Vi har nu fået rammer, der matcher det stigende udbud af både el- og pluginhybrid-biler, som vi vil se i årene, der kommer. Det er godt for både bilbranchen og de mange danskere, der står på nippet til at købe en grøn bil.

Finansiering rammer erhvervslivet

Der er dog langt fra lutter tilfredse miner hos Danmarks største erhvervsorganisation. Finansieringen kommer nemlig til at pålægge erhvervslivet nye byrder med en ny kilometerafgift, der vil ramme danske transportvirksomheder hårdt.

- Vi er meget uenige i den finansiering, som kommer fra kilometerafgift på lastbiler. Den vil gøre stor skade på mobiliteten og sammenhængen på tværs af Danmark og til udlandet, siger Thomas Møller Sørensen.

- Det må være slut med nye afgiftsskruer, som ender med at blive dyre for samfundet, for regningen for dyrere transport vil jo ende hos resten af erhvervslivet og dermed hos danskerne, forklarer Thomas Møller Sørensen.

Kilometerafgifterne er også geografisk skæve, da de vil ramme virksomheder, der ligger i yderkommunerne, hårdt.

- Vi så hellere, at man fandt den nødvendige finansiering ved brug af råderum eller med en brændstofafgift, som også vil være bedre for både klimaet og konkurrencekraften, siger Thomas Møller Sørensen.

For yderligere info:

Thomas Møller Sørensen, branchedirektør for Bilbranchen i DI, mobil 2684 3014 eller presserådgiver Nis Peder Kolby, mobil 4032 3400.

Nis Peder Kolby

Nis Peder Kolby

Presserådgiver

  • Direkte +45 3377 4580
  • Mobil +45 4032 3400
  • E-mail nipk@di.dk

Relateret indhold