18.03.20 DI Pressemeddelelse

Sandahl: Milliardpakke vil holde hånden under tusindvis af nødstedte virksomheder

Regeringen vil med den milliardstore hjælpepakke tage et syvmileskridt for at holde hånden under de tusindvis af små og mellemstore virksomheder, som er presset til det yderste og har akut brug for hjælp, mener DI.

- Danske virksomheder og arbejdspladser står i en historisk svær situation, så det er fantastisk vigtigt, at regeringen nu kommer med en så massiv hjælpepakke for at komme dem til undsætning. Som situationen udvikler sig, bliver der uden tvivl også behov for flere store beslutninger. Men regeringen og vores politikere viser med al tydelighed, at de er klar til at tage et stort medansvar for at sikre virksomhedernes overlevelse – som jo også er dét, Danmark skal leve af fremover, siger adm. direktør Lars Sandahl Sørensen, DI.

Han peger på, at alle de tiltag, vi tager nu, får store konsekvenser for, hvilket forretningsliv og samfund, vi får efter krisen.

- De beslutninger, vi træffer i de her dage, får kæmpestore konsekvenser for det samfund og det forretningsliv, vi vil have i fremtiden på den anden side. De underleverandører, virksomhedskunder, butikker og forretninger, som bukker under nu, de kommer næppe tilbage. Derfor er det så vigtigt, at vi i alle henseender passer på hinanden og får Danmark godt igennem denne svære tid. Og derfor er tiltagene her så afgørende, siger Lars Sandahl Sørensen.

DI-direktøren glæder sig over, at de hårdest ramte virksomheder nu får hjælp til at dække en del af deres tabte omsætning, så de kan klare sig bedst muligt igennem krisen.

- Siden finanskrisen har vi knoklet og set et fantastisk forretningsliv blomstre frem. Det visner nu – der skal en helt ekstraordinær indsats til for at holde det i live, så vi sammen klarer os igennem denne krise og har både gode arbejdspladser og et sundt forretningsliv over hele landet på den anden side. Derfor er det så hamrende vigtigt, at staten nu går ind og dækker en del af virksomhedernes massive tab, siger DI-direktøren.

Fra DI’s side er der også stor glæde over, at staten nu spænder et net under de selvstændige, som er ramt på deres levebrød som følge af krisen.

- Vi skal passe på virkelysten og alle de dygtige, initiativrige mennesker, som har egen virksomhed. Derfor er det så vigtigt, at regeringen og Folketinget nu spænder et net ud og sikrer et levegrundlag med lønkompensation til de mange selvstændige, siger Lars Sandahl Sørensen.

Per Geckler Møller

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3836
  • Mobil +45 2949 4434
  • E-mail pgm@di.dk