21.04.20 DI Pressemeddelelse

Nye tal viser nedgang i offentlig-privat samarbejde for andet år - men DI tror på bedre tider

Kommunernes offentliggjorte regnskabstal viser en nedgang på samarbejdet med private virksom-heder på 0,3 procentpoint. Trods nedgangen tror branchedirektør i DI, Jakob Scharff, på et stærkere samarbejde fremover i lyset af Covid-19.

Et fald på 0,3 procentpoint. Et samlet tab for opgaver, der løses af private virksomheder i omegnen af 663 mio. kr. Kommunernes regnskabstal er ikke positiv læsning, såfremt man er privat virksomhed med kommunerne som kunde.

- Det er mildest talt ikke opløftende læsning fra min stol. Kommunerne har en gylden mulighed for at bidrage til danske virksomheders løsninger og fremtidig eksport. Og hvor vi for et par år siden var positivt på vej – så ser udviklingen ud til at gå i den modsatte retning, siger Jakob Scharff.

Men trods den negative udvikling ser branchedirektøren muligheder i et øget samarbejde. Særligt med tanke på Covid-19 og dens effekter på Danmark som helhed.

- Vi har i den seneste tid oplevet massive omvæltninger, men også hvordan det danske samfund har øget sammenhængskraften på tværs af den offentlige sektor og private virksomheder. Det har i mine øjne været helt unikt, fortæller Jakob Scharff.

Jakob Scharff nævner bl.a. produktionen af værnemidler som et eksempel på et sådant samarbejde. Et samarbejde, han mener, der i fremtiden vil blive brug for.

- Her så vi et samarbejde, der muliggjorde en tilstrækkelig hurtig produktion af nødvendige værnemidler til de offentlige ansatte, der udfører en fundamental arbejdsopgave i denne tid. Det var en omstillingsparathed og et frugtbart samarbejde imellem det offentlige og private, som jeg sjældent har set, siger Jakob Scharff.

Også politisk har man forsøgt at tilskynde kommunerne til at bidrage yderligere til private virksomheders ordrebøger. Særligt de politiske tiltag giver håb om en positiv udvikling.

- Med øgede muligheder for at igangsætte projekter i kommunerne samt afskaffelse af anlægsloftet for både 2020 og 2021, så er der store potentialer for et yderligere samarbejde mellem det offentlige og private i de kommende år, siger Jakob Scharff.

Opgaverne private virksomheder løser for kommunerne var ifølge beregninger fra DI omkring 64 mia. kr. i 2019. Men opgaverne som private kan løse var hele 242 mia. kr.

Jakob Scharff

Branchedirektør

  • Direkte +45 3377 3996
  • Mobil +45 2112 9423
  • E-mail jasc@di.dk

Relateret