29.05.20 DI Pressemeddelelse

DI: Forsigtig grænseåbning vil have markante samfundsmæssige konsekvenser

Danmarks adgang til og fra resten af verden har afgørende betydning for danske virksomheder, medarbejdere og hele vores samfundsøkonomi.

Eksporten, turismen og luftfarten er stærkt afhængige af vores åbenhed – og de er hårdt ramt af krisen. I det lys er enhver udsigt til åbning godt nyt – men den meget begrænsede åbning, som regeringen nu vil foretage, vil få store konsekvenser for Danmark, vores samfundsøkonomi og vores job. DI opfordrer til, at sker en en yderligere åbning hurtigst muligt for at bringe dansk økonomi på fode igen.

- Den meget begrænsede åbning til Tyskland, Norge og Island forekommer overforsigtig. Vi har stor forståelse for vigtigheden af at være agere sundhedsmæssigt forsvarlig, men det er vigtigt at gøre sig klart, at en så forsigtig åbning vil have store konsekvenser for vores samfund, siger Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør i DI.

- Vi har ikke indblik i beslutningsgrundlaget – og anerkender fuldt ud, at regeringen og myndighederne skal træffe nogle svære beslutninger i denne tid, så Danmark fortsat har armene omkring denne sundhedskrise. Men set fra virksomhedernes side må vi konstatere, at det er en meget restriktiv åbning, som regeringen nu lægger op til. Rigtig mange virksomheder og medarbejdere er voldsomt frustrerede, siger DI-direktøren.

Luftfarten er indlysende i enorm krise, så længe der er stor usikkerhed om grænserne, og for turismen er der tal på tabene. Sidste år brugte udlændinge 38,2 mia. kr. i sommerhalvåret i Danmark, alene tyskerne brugte sidste sommer 12 mia. kr. i Danmark.

- Som situationen ser ud nu, vil vi opfordre til, at regeringen og myndighederne snarest muligt finder veje til at åbne mere – eksempelvis via brug af tests, så ikke mindst vores eksportvirksomheder, turismen og luftfarten kan vende tilbage til mere normale tilstande ved grænserne, siger adm. direktør Lars Sandahl Sørensen.

- I mangel på en europæisk aftale om åbning af grænserne er der brug for, at den danske regering med de rette forholdsregler hurtigere indgår aftaler og finder løsninger til at åbne grænserne mere til flere lande, siger Lars Sandahl Sørensen.

Lars Bøgeskov

Presserådgiver

  • Direkte +45 3377 4782
  • Mobil +45 2236 3138
  • E-mail larb@di.dk