15.05.20 DI Pressemeddelelse

DI: Nu kan vi genanvende affaldet i bedre kvalitet

Miljøstyrelsen fraråder, at metal, glas og plastik bliver blandet sammen, når husholdningerne sorterer affald. Dermed er grundlaget skabt for, at vi kan få genanvendt mere af vores affald - og i en bedre kvalitet, mener DI.

I 22 kommuner bliver metal, glas og plast affald fra husholdningerne samlet i én beholder.  Men undersøgelser viser, at kvaliteten af de genanvendte materialer er væsentligt dårligere, når glas og plast bliver blandet sammen. Derfor anbefaler Miljøstyrelsen, at kommunerne stopper med at sammenblande de tre typer affald senest i 2025.

- Når glas- og plastaffald bliver blandet sammen, kan det ikke efterfølgende skilles helt ad. Den genanvendte plast kan måske bruges til havebænke og plastspande, men fødevareemballage kan ikke blive til fødevareemballage igen. Ressourcerne bliver altså mindre værd, end de kunne blive, siger Karin Klitgaard, chef for miljøpolitik og cirkulær økonomi i DI.

Miljøstyrelsens anbefaling betyder også, at vi er tættere på at få et ensartet affaldssystem i Danmark. Det vil øge genanvendelsen af husholdningsaffaldet.  

- Når vi får store mængder ensartet affald, kan vi sikre en mere effektiv affaldssortering, og vi kan få en højere kvalitet af de genanvendte materialer. Det er afgørende i en cirkulær økonomi, hvor affald igen skal kunne indgå i nye produkter, siger Karin Klitgaard.

DI ønsker, at der sker en øget sortering og ensartet sortering af affald fra husholdningerne. For at gøre det let for borgerne – og for at få fysisk plads til affaldssorteringen i haver og baggårde – kan det give mening at blande nogle affaldsfraktioner som for eksempel pap og papir.

- Det er afgørende, at de ting, der bliver blandet sammen, kan adskilles igen uden, at det får konsekvenser for kvaliteten af de genanvendte materialer, siger Karin Klitgaard.

Miljøstyrelsen har det seneste år arbejdet på standarder for sortering af affald. Næste skridt er en politisk beslutning om at gøre standarderne obligatoriske, så vi sikrer, at alle landets kommuner stiller samme sorteringsmuligheder til rådighed for borgerne. DI håber, at det vil ske i forbindelse med den kommende nationale affaldsplan.

Karin Klitgaard, chef for miljøpolitik og cirkulær økonomi i DI, træffes via presserådgiver Claus Kaae-Nielsen på clkn@di.dk eller 23326829

Claus Kaae-Nielsen

Presserådgiver

  • Direkte +45 3377 3820
  • Mobil +45 2332 6829
  • E-mail clkn@di.dk

Relateret