27.05.20 DI Pressemeddelelse

DI: Vi skal sikre klog overgang fra hjælpepakker til grøn genstart

DI er enig med regeringens økonomiske ekspertgruppe i, at de midlertidige hjælpepakker bør udfases – og der i stedet bør være fokus på politiske tiltag, som sætter gang i samfundsøkonomien, investeringer og ny vækst i virksomhederne. Men et brat stop for alle hjælpepakker den 8. juli vil betyde, at de mange investeringer i hjælpepakkerne for at undgå konkurser og jobtab vil være forgæves, advarer DI.

- Vi er helt enig i ekspertgruppens analyse om, at der er brug for et skift fra passive hjælpepakker til, at vi i langt højere grad sætter gang i væksten og understøtter nye investeringer, forskning og vækst i virksomhederne. Men der er brug for en mere glidende overgang end det, som ekspertgruppen lægger op til. Vi skal sikre en klog overgang fra hjælpepakker til grøn genstart, siger direktør Kent Damsgaard, DI.

Han peger på, at hjælpepakkerne er blevet sat i værk i forskellige tempi – og at virksomhederne er blevet ramt i forskelligt tempo.

- Rigtig mange virksomheder – især vores eksportarbejdspladser – bliver først for alvor ramt af krisen nu. Derfor er der rigtig god grund til at vurdere, hvordan vi bedst muligt holder hånden under dem ved at sikre en god overgang fra hjælpepakker nu og her til nye tiltag, der kan understøtte dansk eksport i en meget svær tid, siger Kent Damsgaard.

DI er enig med ekspertgruppen i, at virksomheder, som fortsat må holde lukket, fortsat bør have krav på hjælp. Det bør også gælde de virksomheder, der er pålagt store begrænsninger som følge af corona. Det gælder eksempelvis inden for oplevelsesøkonomien, luftfarten og flere andre brancher.

- Det siger sig selv, at de virksomheder, som af sundhedsmæssige hensyn er blevet pålagt af holde lukket – eller har meget store begrænsninger for deres forretning, fortsat har brug for og krav på hjælp. Det har vi som samfund et klart ansvar for, siger Kent Damsgaard.

DI opfordrer samtidig til, at regeringen indkalder arbejdsmarkedets parter til at drøfte vilkårene for forlængelse og udfasning af lønkompensationsordningen.

Per Geckler Møller

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3836
  • Mobil +45 2949 4434
  • E-mail pgm@di.dk

Relateret