04.06.20 DI Pressemeddelelse

DI: Giv coronaforsinkede studerende et halvt års ekstra SU

DI foreslår nu, at de cirka 30.000 studerende, der står over for at skulle afslutte deres videregående uddannelser i disse kommende uger, kan få forlænget deres SU med et halvt år på grund af coronakrisen.

- Mange studerende har knoklet for at få afsluttet deres uddannelse, men coronakrisen har sat en kæp i hjulet, fordi de studerende ikke har haft normal adgang til specialvejledning, brug af laboratorier og undervisning som normalt. De skal have en chance for at afslutte uddannelser på en ordentlig måde, siger adm. direktør Lars Sandahl Sørensen, DI.

 - Det vil være en god mulighed for de studerende, så de kan få et bedre afsæt til at komme ud på arbejdsmarkedet. Og det vil være en god investering for samfundet, siger DI-direktøren.

For at give de studerende mulighed for at få afsluttet deres studie, og sikret dem den bedste mulige vej ud på arbejdsmarkedet, foreslår DI, at de videregående uddannelser helt ekstraordinært forlænges med op til et halvt år for de studerende, der skulle dimittere i sommeren 2020.

DI foreslår i samme ombæring, at muligheden for at få SU og SU-lån helt ekstraordinært forlænges med op til et halvt år for de studerende, der skulle have været færdige med deres uddannelse denne sommer.

Den ekstra SU vil give de studerende mulighed for at færdiggøre deres uddannelser, uden at de skal sættes i gæld. Det vil samtidig betyde, at flere tusinde dimittender ikke ender i ledighedskøen lige før sommeren.

- Det vil give de studerende mulighed for at færdiggøre deres uddannelser med et godt resultat, og dermed give dem det bedste afsæt for at træde ind på arbejdsmarkedet. Det vil også betyde, at flere tusinde dimittender ikke kommer ud her til sommer på et usikkert og presset jobmarked, og de får muligheden for netop at forberede sig til de kommende job, siger Lars Sandahl Sørensen.

DI har beregnet, at forslaget vil koste 0,6 mia. kr., hvis alle 30.000 studerende skal have SU i et halvt år mere. Udgifter til SU-lån er udgiftsneutralt for staten, da en del af de studerende trods coronakrisen ville have haft mulighed for at færdiggøre deres uddannelse og finde job, vil det reelle tal være markant lavere. Derfor vil forslaget ifølge DI koste maksimalt 0,6 mia. kr. Det skal ses i lyset af, at mange nyuddannede alternativt ville sendes ud i ledighedskøen.

- Det skal være et tilbud til de studerende, som måtte være forsinkede som følge af coronakrisen. De studerende fortjener ikke at skulle aflevere halvfærdige specialer og hovedopgaver - de er ligeså ufrivilligt ramt som alle andre, og derfor bør vi udnytte muligheden her for at holde hånden under dem og bane vejen for, at de får den bedst mulige vej ud til et job i virksomhederne, siger Lars Sandahl Sørensen.

Yderligere oplysninger fås hos underdirektør i DI Kompetencer og Viden, Mette Fjord Sørensen, tlf. 5213 2312, e-mail mfj@di.dk, eller presserådgiver Bo Hjuler, tlf. 2328 4912, e-mail boh@di.dk

Bo Hjuler

Presserådgiver, journalist

  • Direkte +45 3377 3819
  • Mobil +45 2328 4912
  • E-mail boh@di.dk

Relateret