07.08.20 DI Pressemeddelelse

DI: Den altafgørende førsteprioritet er at undgå ny nedlukning

Der er klar opbakning fra Dansk Industri til regeringens beslutning om at sætte en yderligere genåbning af Danmark i bero

Den stigende smittespredning i Danmark og mange andre lande understreger med tydelig alvor, at den altafgørende opgave for regeringen og det danske samfund er at undgå en ny generel nedlukning af store dele af Danmark.

 - Den omfattende nedlukning af vores samfund i foråret kostede Danmark og i allerhøjeste grad også danske virksomheder dyrt, men det var en nødvendig investering i at få smitten under kontrol. Den absolutte førsteprioritet nu er at undgå, at vi ender i en ny nedlukning. For ellers vil det store arbejde og massive udgifter indtil nu være spildt, siger adm. direktør Lars Sandahl Sørensen, DI.

 Han ser positivt på statsminister Mette Frederiksens melding om, at regeringen og myndighederne vil sætte ind med målrettede tiltag, hvor smitten spreder sig, og omfattende brug af tests.

 - Det er en fælles samfundsopgave at håndtere smittespredningen og undgå, at en ny smittebølge kommer ud af kontrol. Vi vil fra virksomhedernes side gøre alt, vi kan, for at bistå i det arbejde – også ved fortsat at være med til at sikre, at der er tests, mundbind og andre værnemidler nok, siger Lars Sandahl Sørensen.

 Han understreger, at der bliver brug for yderligere tiltag, som holder hånden under de arbejdspladser og virksomheder, som fortsat må holdes tvangslukket eller på anden vis er hårdt påvirket af coronakrisen.

- Vi har forståelse for, at eksempelvis natklubber og tilsvarende virksomheder i den nuværende situation må afvente en yderligere genåbning – for alles skyld. Men så har hele samfundet også et klart ansvar for at hjælpe de tvangslukkede virksomheder og arbejdspladser igennem krisen. Med klar kompensation til virksomhederne - og retssikkerhed for, at den gælder, så længe de er lukket ned, siger DI-direktøren.

 Coronakrisen sætter også et massivt pres på de mange danske arbejdspladser i eksportvirksomheder over hele landet. Her bliver der brug for en særlig indsats for at sikre dansk eksport og danske job.

- Dansk eksport spiller en afgørende rolle for hundredetusindvis af arbejdspladser, og eksportindtægterne er en livsnerve for hele vores velfærdssamfund. Lige nu tørrer ordrebøgerne ud, og en ny bølge af coronasmitte vil gøre presset maksimalt. Der bliver brug for et tæt samarbejde mellem virksomheder, medarbejdere og politikere for at sikre eksporten i den kommende tid, siger Lars Sandahl Sørensen.

Per Geckler Møller

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3836
  • Mobil +45 2949 4434
  • E-mail pgm@di.dk

Relateret