23.09.20 DI Pressemeddelelse

Danskerne vil bruge tre års fradrag på én gang

Seks ud af ti danskere mener, at Boligjobordningens fradrag skal kunne spares sammen, så tre års fradrag kan bruges på én gang, viser en spørgeundersøgelse. Hvis vi skal sætte gang i en grøn bølge på de danske villaveje, er det fornuftigt at give danskerne en bedre Boligjobordning, hvor også fradraget sættes op til 25.000 kr., mener Dansk Industri.

Giv danskerne mulighed for at bruge tre års fradrag på én gang, og forhøj Boligjobordningens fradrag til 25.000 kr. pr. person. Sådan lyder det fra Dansk Industri, DI, i et af flere forslag til hvordan vi skaber vækst i Danmark.

Et flertal af danskerne er enige. I en spørgeundersøgelse, som Epinion har foretaget for DI, svarer seks ud af ti danskere, at Boligjobordningens fradrag skal kunne puljes for tre år og bruges på én gang.

- Danskerne kender og bruger allerede Boligjobordningen, og derfor kan ordningen være et væsentligt værktøj i forhold til at gøre det attraktivt for boligejerne at spare på energien og i det hele taget få gennemført nogle tiltrængte renoveringer, siger branchedirektør i DI Dansk Byggeri Peter Stenholm.

Bygninger bruger 40 procent af Danmarks samlede energiforbrug, og 65 procent af bygningerne er bygget før 1980, hvor de første energikrav blev en del af bygningsreglementet.

- Der ligger en masse energibesparelser på de danske villaveje og venter på, at vi f.eks. får udskiftet det gamle oliefyr med en varmepumpe, i højere grad begynder at isolere vores huse og får udskiftet de gamle utætte vinduer, så vi ikke fyrer for gråspurvene. Men grønne renoveringer er ofte en større udskrivning, og derfor er det gavnligt med en lidt større gulerod, der gør det muligt for flere at være med, siger Peter Stenholm, DI Dansk Byggeri.

I runde tal bruger omkring 465.000 danskere hvert år Boligjobordningens mulighed for at trække arbejdslønnen på udvalgte håndværks- og serviceopgaver fra i skat. Fem ud af ti danskere mener ligesom DI, at ordningen bør udvides til også at gælde andre gør-det-selv-opgaver.

- Rigtig mange danskere bruger allerede ordningen, og derfor er det også oplagt at bruge den til at gøre det mere attraktivt at blive lidt længere på jobbet og lade andre ordne rengøringen eller isolere havestuen. Set ud fra et samfundsperspektiv bliver vi rigere, hvis maskinmesteren reparerer en ekstra maskine og lader en professionel stå for isoleringen. Der er rigtig meget at vinde på det, siger branchedirektør Elly Kjems Hove, DI Byg.

Se spørgeundersøgelse fra Epinion her.

Kontakt:
Branchedirektør i DI Dansk Byggeri Peter Stenholm, telefon 4117 4736
Branchedirektør i DI Byg Elly Kjems Hove, telefon 2949 4500

Anette Sørensen

Chefkonsulent

  • Direkte +45 7216 0213
  • Mobil +45 3036 0265
  • E-mail anes@di.dk

Relateret