15.10.21 DI Pressemeddelelse

DI: Digitalisering skal løse store samfundsudfordringer

Landets største erhvervsorganisation, Dansk Industri, opfordrer nu regeringen og Folketinget til at lægge en ambitiøs plan for at bruge den nyeste teknologi og digitalisering til at skabe et endnu bedre samfund at leve i og drive virksomhed i.

- Danmark er blandt verdens bedste til digitalisering. Det er en af grundene til, at vi er kommet godt gennem pandemien. Nu skal vi udnytte det momentum, vi skal videre, og det skal vi, fordi vi ved, at anvendelsen af ny teknologi bliver en af nøglerne til at løse de helt store samfundsudfordringer, som vi står over for. Det er udfordringer i forhold til klima, sundhed, fortsat vækst og demografisk tryk, siger branchedirektør Rikke Hougaard Zeberg, DI Digital, som er DI’s branchefællesskab for landets digitale virksomheder. 

Opfordringen til politikerne kommer efter at DI’s digitale taskforce, CEO Commitment, efter et halvt års arbejde fredag, kom med sine afsluttende anbefalinger til at få sat mere skub i digitaliseringen i Danmark og i erhvervslivet.

- Det har været en kæmpe fornøjelse at deltage i arbejdet i CEO Commitment, og jeg vil gerne rose vores virksomheder for de mange konstruktive drøftelser og for at komme med nogle virkelige gode og fremsynede forslag. Vi har løbende leveret indspil og forslag til regeringens digitaliseringspartnerskab, og vi har fået sat et solidt aftryk på partnerskabets udspil. Jeg er virkelig stolt over resultatet, siger Rikke Hougaard Zeberg.

Enormt potentiale

Taskforcen lægger op til en forstærket indsats for at skaffe mere digital arbejdskraft gennem uddannelse allerede fra folkeskolen. Digitale værktøjer skal bruges til at lette virksomhederne for en stigende mængde administrativt bøvl og byrder. Samtidig opfordrer CEO Commitment politikerne til at skabe langt bedre rammer for udnyttelsen af de store mængder data i både den offentlige og den private sektor.

- Potentialerne er enorme i forhold til at finde løsninger på vores store samfundsudfordringer og udviklingen af nye konkurrencedygtige produkter fra danske virksomheder. Det gælder alle områder fra data på energiområdet, data i landbruget, data i transportsektoren til data i sundhedsvæsenet og meget mere, siger Rikke Hougaard Zeberg.

Pengene skal på bordet

- Regeringens seneste strategi for digitalisering udløb i 2020, så det haster med at komme videre. Det er nu, at vores politikere skal i arbejdstøjet. Bolden er nu på regeringens banehalvdel. De næste digitale skridt kræver prioritering, finansiering, politisk mod og vilje. Men pengene skal på bordet allerede nu på næste års finanslov. Ellers går der alt for lang tid, inden vi får anbefalingerne ud at leve, siger Rikke Hougaard Zeberg.

Regeringen har bebudet en ny digitaliseringsstrategi for Danmark i starten af næste år. Men det kan erhvervslivet ikke vente på.

- Vi glæder os til at se den færdige strategi fra regeringen. Vi kan forstå, at den ikke når at komme i år, og det er godt, hvis det betyder, at regeringen gerne vil gå grundigt og ambitiøst til værks. Vi tager selv fat i erhvervslivet, og i DI arbejder vi nu på at søsætte nye initiativer på en række områder, siger Rikke Hougaard Zeberg.

Se de samlede CEO Commitment anbefalinger her

Læs mere om CEO Commitment

 

Yderligere oplysninger fås hos presserådgiver Bo Hjuler, tlf. 2328 4912, e-mail boh@di.dk

Bo Hjuler

Bo Hjuler

Presserådgiver, journalist

  • Direkte +45 3377 3819
  • Mobil +45 2328 4912
  • E-mail boh@di.dk

Relateret indhold