29.10.21 DI Pressemeddelelse

DI Midt Vest: Nu skal erhvervspraktik i 8. klasserne sættes i system

Holstebros virksomheder mangler faglærte medarbejdere samtidig med, at der bliver uddannet alt for få. Derfor skal kommunens unge kende til alle de muligheder, en erhvervsuddannelse giver. Det var der enighed om, da 15 byrådskandidater var til debat hos snedkervirksomheden Bjarne Thomsen Tømrer- og Snedkerfirma ApS i Vinderup torsdag den 28. oktober. DI Midt Vest stod bag arrangementet, hvor de lokale politikere også besøgte Vald. Birn A/S.

I Vinderup blev samarbejdet med skolerne det store debatemne. Hvis de unge i de store klasser skal overveje at vælge en uddannelse og karriere som tømrer, struktør eller støberitekniker. er det nødvendigt at fortælle dem, hvad uddannelserne går ud på, og om de muligheder der er for at gøre karriere, videreuddanne sig eller blive selvstændig bagefter. Den viden bør grundlægges i folkeskolen. Ikke bare i 9. og 10. klasse, hvor mange allerede har besluttet, hvad de vil. Der skal sættes ind tidligere.

Direktør Søren Thomsen og ejeren af nabovirksomheden TM Entreprenørfirma ApS, Mads Miltersen, efterlyste besøg af skoleklasser og i det hele taget et tæt samarbejde mellem kommunens skoler og erhvervslivet. En efterlysning, som alle partier tog godt imod.

- Det, vi tager med tilbage fra besøget hos jer, er, at det skal sættes i system, at der kommer erhvervspraktik i 8 klasse i hele kommunen, sagde borgmester H.C. Østerby (Soc.dem), der var glad for, at Bjarne Thomsen Tømrer- og Snedkerfirma ApS uddanner mange lærlinge.  

De øvrige partier kunne tilsluttede sig forslaget om fast erhvervspraktik i 8. klasse. Og der var også var interesse fra både virksomheder og politikere for et forslag fra Gitte Bach Andersen (kons) om at etablere en erhvervsklasse for 9. klasseelever i kommunen, hvor de kommer ud i erhvervspraktik en fast dag om ugen hos de lokale virksomheder.

Også svært at få udenlandske medarbejdere

Hos Vald. Birn har man også svært ved at skaffe kvalificerede medarbejdere. Men her var de udenlandske medarbejdere centrum i debatten. Omkring 16 pct. af medarbejderne på Vald. Birn kommer fra udlandet. Men selv om antallet af udenlandske medarbejdere i Holstebro Kommune er steget med 11 pct. på to år, er der rift om dem, og de er svære at holde på. Derfor ønskede virksomheden kommunens hjælp til at tiltrække udenlandske medarbejdere og hjælpe med at sikre, at de, der kommer til kommunen, bliver integreret bedre.

Jobcentret var også til debat. Vald. Birn har brug for hjælp herfra til at tiltrække medarbejdere, eksempelvis om vinteren, når der er en del ledige i byggeriet. Lige som det er vigtigt for virksomheden, at det bliver nemmere og mindre bureaukratisk at få fat i de rette medarbejdere på kommunekontoret f.eks. via en fast kontaktperson.

Kontakt

Chefkonsulent Gitte Brødsgaard Vesti, DI, giv@di.dk, tlf. 2921 7710
Presseansvarlig Helen Jensen, hje@di.dk, tlf.: 2124 4702

Se mere om Kommunalvalg 2021 i DI her.

Gitte Brødsgaard Vesti

Gitte Brødsgaard Vesti

Chefkonsulent

  • Direkte +45 7216 0159
  • Mobil +45 2921 7710
  • E-mail giv@di.dk

Relateret indhold