29.10.21 DI Pressemeddelelse

DI Midt Vest: Politisk ja til at holde på de udenlandske medarbejdere

Vi har brug for de udenlandske medarbejdere, og selvfølgelig skal kommunen hjælpe virksomhederne med at få både dem og deres familier integreret, så de bliver her. Det var konklusionen, da 23 byrådskandidater fra både røde og blå partier var med Dansk Industri på virksomhedsbesøg i Herning Kommune torsdag den 28. oktober som en del af kommunalvalgkampen.

Første stop var industrivirksomheden DOT A/S i Brande, hvor adm. direktør Henrik Steen Jørgensen oplever, hvordan det bliver sværere og sværere at skaffe medarbejdere. Ledigheden er i bund, og helt nye tal fra Jobindsats viser, at 28 procent af de vestjyske virksomheder har rekrutteret forgæves. Kommunens jobcenter kan stort set heller ikke hjælpe længere. Derfor er der hårdt brug for de udenlandske medarbejdere, hvis virksomhederne skal klar sig, og i dag er 65 pct. af DOT’s medarbejdere udlændinge

Antallet af udenlandske medarbejdere er da også steget med  16 procent de seneste to år i Herning, det er dobbelt så meget som på landsplan. Ifølge DOT-direktøren er der meget, Herning Kommune kan gøre.

De udenlandske familier skal føle sig velkommen 

- Vi vil gerne hjælpe formidle bolig og job til ægtefæller, til de mange primært polske, litauiske og lettiske medarbejdere, vi beskæftiger. Men vi har brug for at kommunen holder os i hånden og hjælper os med at overskue den jungle, papirarbejdet har udviklet sig til. Og så er det helt afgørende, at sprogundervisningen kommer til at fungere, hvis vi skal holde på medarbejderne skal de lære dansk og integreres i lokalsamfundet. Lige nu oplever vi som virksomhed, at vi skal hoppe fra den ene kasse og ordning til den anden, det er tæt på vi giver op, sagde Henrik Steen Jørgensen.

Han foreslog, at Herning Kommune lige som mange andre kommuner gør kontakten til rådhusetet så enkel som mulig, blandt andet ved at indføre én indgang, så virksomhederne har en besemt virksomhedskonsulent, der kan guide dem gennem systemet.

Et forslag, som borgmester Dorte West var åben over for, når det gælder små og mellemstore virksomheder. Hun var også enig i, at der er brug for et stærkere fokus på at invitere udenlandske medarbejdere og deres familier til Herning.

- De skal føle sig velkommen, og kommunen kan hjælpe ægtefæller i arbejde og sørge for, at børnene bliver integreret i vores skoler. Danskundervisningen skal fungere, og vi er nødt til at udfordre vores lovgivning, så udenlandske medarbejder får lært dansk med det samme, sagde borgmesteren.

Et forslag fra Seljka Secerbegovic (V) om at inddrage borgerne og f.eks. få de fastboende polakker og litauere med til at integrere de nytilkomne, blev der også taget godt imod.

Også brug for flere højtuddannede

Men det er ikke kun udenlandske medarbejdere, der mangler. Det vidnede formiddagens andet besøg på Greenbox A/S i Aulum om. Ledighedsprocenten for akademikere i Herning er helt nede på 2,8 pct. mod fire pct. på landsplan. Og direktør Mogens Jeppesen opfordrede de lokale politikere til at gøre mere for at tiltrække højtuddannede medarbejdere.

- Som politikere kan I være med til at sætte fokus på iværksætteri og sammen med vores uddannelsesinstitutioner skabe et miljø i Herning, hvor innovation er nøgleordet. Det har an blandt andet haft rigtig positive erfaringer med i Odense, sagde Mogens Jeppesen.

Kontakt

Chefkonsulent Gitte Brødsgaard Vesti, DI, giv@di.dk, tlf. 2921 7710
Presseansvarlig Helen Jensen, hje@di.dk, tlf.: 2124 4702

Se mere om Kommunalvalg 2021 i DI her.

Gitte Brødsgaard Vesti

Gitte Brødsgaard Vesti

Chefkonsulent

  • Direkte +45 7216 0159
  • Mobil +45 2921 7710
  • E-mail giv@di.dk

Relateret indhold