13.10.21 DI Pressemeddelelse

Mød virksomhederne på Kulturnatten i Industriens Hus

Et sjældent kig inden for i ”værkstedet” på landets virksomheder er blandt de spændende oplevelser på Kulturnat 2021 i København fredag den 15. oktober. 17 virksomheder rykker ind med værktøj, produktion og demonstration i det store atrium i Industriens Hus hos Dansk Industri på Rådhuspladsen i København.

- Vores virksomheder spiller en vigtig rolle i samfundet og er levebrød for rigtig mange dansker. Derfor er vi glade for, at vi med Kulturnatten har mulighed for at give flere mennesker et indblik i hverdagen på virksomhederne og stifte nærmere bekendtskab med erhvervslivet. Og så ovenikøbet få en god oplevelse sammen med familien, siger kommunikationsdirektør Morten Høyer, DI.

De 17 virksomheder og deres medarbejdere har rent faktisk henlagt arbejdet til DI den aften, og gæsterne kan blandt andet med egne øjne se, hvordan kyndige hænder folder de berømte Le Klint-lampeskærme . Et af vores eksklusive møbelsnedkerier har flyttet en del af værkstedet ind i Industriens Hus, og fremviser hvordan virksomhederne i praksis fremstiller danske designmøbler.

Dyste med kvindelig håndværker

Projektet Boss Ladies arbejder bl.a. sammen med DI med at udfordre stereotyper og stimulere piger og unges interesse for bygge-, anlægs- og installationsbrancherne. På Kulturnatten inviterer de gæsterne til at  dyste mod en kvindelig håndværker i at slå søm i og prøve at klæde en typisk håndværker på.

Mød også Textilia upcy, som arbejder med grøn udvikling ved at genbruge aflagte tekstiler til modetøj. De syr arbejdstøj af kasserede tekstiler fra De Forenede Dampvaskeriers kunder, herunder restauranter, hoteller og hospitaler. På den måde får lagner, duge, frottéhåndklæder og arbejdstøj nyt liv som jakker, skjorter og vaskeklude.

Smag på sæsonens råvarer

Iværksættervirksomheden Fresh.land serverer smagsprøver på sæsonens absolut bedste råvarer direkte fra gården. Fresh.Land fjerner op til fem mellemmænd og køber frugt og grønt direkte fra landmanden selv.

På Kulturnatten kan gæsterne i DI bl.a. også prøve at træne med en robot, lære at kode, komme med på byggepladsen i en VR-oplevelse eller battle i digital boksning.

Udover aktiviteterne i Atrium vil DI’s dygtige rundviserteam stå klar til at vise gæsterne rundt og fortælle om DI’s arbejde og historien om Industriens Hus.

Sidst men ikke mindst, kan man slå et smut forbi Rådhuspladsen, hvorfra man kan ”male” på vores facade fra sin smartphone.

Se hele programmet for Kulturnatten i Industriens Hus

Yderligere oplysninger fås hos presserådgiver Bo Hjuler, tlf. 2328 4912, e-mail boh@di.dk

 

Yderligere oplysninger fås hos presserådgiver Bo Hjuler, tlf. 2328 4912, e-mail boh@di.dk

Bo Hjuler

Bo Hjuler

Presserådgiver, journalist

  • Direkte +45 3377 3819
  • Mobil +45 2328 4912
  • E-mail boh@di.dk

Relateret indhold