03.11.21 DI Pressemeddelelse

DI Hovedstaden: Visse virksomheder er ikke velkomne i Hillerød

På dagens KV21-bustur med DI handlede debatten i høj grad om, hvilke virksomheder er grønne og rolige nok til at bo i Hillerød. 14 byrødder besøgte HHM A/S og J. Jensen A/S og lyttede til to direktører.

- Vi har en vision for Hillerøds fremtid som en grøn kommune fyldt med natur - og ikke alle virksomheder passer ind i den vision, sagde Lars Elbrandt (SF) på det første af Dansk Industris to KV21-besøg tirsdag.

Sammen med 13 andre lokale politikere fra et bredt spektrum af partier tog han d. 2. november 2021 DI’s valgbus til virksomhedsbesøg på HHMs byggeplads ved Cirkelbuen. Her gik debatten livligt om, hvilke virksomheder kommunen vil have placeret i Hillerød.

Hos Socialdemokratiet var det særligt trafikken, der vakte bekymring i forhold til typer af virksomheder, kommunen foretrækker.

- Når vi taler om transporttunge virksomheder, er der mange hensyn. Derfor bør vi overveje, om deres bedste placering er indenfor kommunens grænser, sagde Mie Lausten (S).

HHM A/S – som politikerne besøgte - bygger bl.a. plejeboliger og private villaer og lider under kommunens strenge støjregulering, fortalte adm. direktør Svend Pedersen.

- Modsat andre kommuner, har Hillerød besluttet, at vi ikke må arbejde om lørdagen og desuden skal følge en meget lav støjgrænse i hverdagene. Det gør det svært for os at drive virksomheden effektivt, sagde han.

8 år for byggesag
En anden virksomhedsejer, der mærker Hillerød Kommunes modstand mod industrivirksomheder er J. Jensen A/S.

På KV-21 busturens andet besøg i Uvelse fortalte adm. direktør Kim Østergaard, at han på nu 8. år forsøger han få et sted at bygge et anlæg, der renser og genbruger beton. Foreløbig uden held.

Den proces var Dan Riise (V) ikke stolt af.

- I kommunen har vi kendt området og de landlige omgivelser hele tiden.  Vi skal ikke gå og holde nogen for nar i 8 år – vi må melde klart ud, ja eller nej, sagde han.

I DI’s undersøgelse af lokal erhvervsvenlighed 2021 er Hillerød på plads 70 ud af 93 mulige, når private virksomheder vurderer den kommunale sagsbehandling i byggesager.

Kontakt

Konsulent Louise Friis, DI Hovedstaden, lofr@di.dk, tlf.: 40478666

 

Se mere om Kommunalvalg 2021 i DI her.

Louise Friis Arnetoft

Louise Friis Arnetoft

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3119
  • Mobil +45 4047 8666
  • E-mail lofr@di.dk

Relateret indhold