02.11.21 DI Pressemeddelelse

DI Silkeborg-Viborg: Bedre forhold for Silkeborgs børn og biler

Udfordringerne med lange køer og langt til nærmeste daginstitution, var på dagsordenen, da 15 byrådskandidater var med på DI Silkeborg-Viborgs kommunevalgbus mandag den 1. november. En tur, der bød på rundvisninger og gode debatter hos de to lokale virksomheder Linak Danmark og Dacapo Stainless A/S.

Mange nye virksomheder og borgere i Silkeborg skæpper godt i kommunens kasse i de her år. Rundt regnet 1.000 nye borgere slår sig ned hvert år, og omkring 100 virksomheder flytter til netto. Men slagsiden er, at det kan være svært at følge med, når det gælder fremkommelighed på vejene, og når de mange børn, som er fulgt med deres forældre til kommunen, skal passes.

- Så sent som her til morgen kunne en af mine medarbejdere fortælle, at vedkommende havde brugt 17 minutter på at køre blot to kilometer og derfor kom for sent, sagde adm. direktør Peter Duch-Svensson hos Linak Danmark, da han bød velkommen til de lokale politikere fra ni forskellige partier.

Løsningen på det problem havde flere af kandidaterne et bud på.

- Jeg kender ganske godt til det problem, og jeg har den helt rigtige løsning. Vi har brug for en tosporet rundkørsel i byen. Den er nem og hurtig at anlægge, det kræver kun en bevilling. Så kan Linaks medarbejdere komme på arbejde til tiden, sagde Venstres byrådskandidat Ole Würtz.

Om den løsning er tilstrækkelig, var der ikke helt enighed om. Men noget skal der gøres, mente de fleste.

- DI’s erhvervsvenlighedsundersøgelse har også vist, at vi som kommune halter bagud, når det gælder infrastrukturen. Vi er enige om, at  forholdene i trafikken skal forbedres, sagde Socialdemokratiets borgmesterkandidat Helle Gade. Mens de konservatives Martin Jakobsen mente, at kommunen også bør gøre det mere attraktivt at cykle til og fra arbejde.

- Det skal være nemmere for folk at købe sig en cykel og bruge den i stedet i stedet for bilen. Vi ser, at folk i mange tilfælde har kort afstand til arbejdet, sagde Martin Jakobsen.

De radikale ønskede, at man som kommune oprustede langt mere på kollektiv trafik, og Nye Borgerlige havde en lidt anden løsning.

- Vi skal som kommune være langt bedre til at tilbyde pasningsmuligheder og skolegang i nærområderne i kommunen. Det vil også være med til at mindske trafikbelastningen, sagde Tage Gejl fra Nye Borgerlige.

På den måde tog han hul på den anden problemstilling, nemlig at medarbejderne ofte er tvunget til at køre langt for at aflevere deres børn i daginstitutioner og skoler, før de skal på arbejde. En udfordring, der heller ikke er ligetil at løse, mente Venstres byrådskandidat Morten Høgh.

- Vi forsøger så godt, vi kan, at følge trop ved at bygge nye institutioner og skoler. Men vi skal også passe på, at vi ikke får bygget for meget, hvis det senere viser sig, at vi ikke kan blive ved med at tiltrække unge, sagde Morten Høgh.

Kontakt

Konsulent Gordon Trier Holm, DI Silkeborg-Viborg, gth@di.dk, tlf. 2949 4606

Se mere om Kommunalvalg 2021 i DI her.

Gordon Trier Holm

Gordon Trier Holm

Konsulent

  • Direkte +45 3377 3986
  • Mobil +45 2949 4606
  • E-mail gth@di.dk

Relateret indhold