DI Sydvestjylland: Vardes virksomheder mangler medarbejdere og beder politikerne om hjælp
Hvad kan og bør Varde Kommune gøre for at hjælpe de lokale virksomheder med at skaffe medarbejdere og støtte den grønne omstilling? Det var til debat tirsdag eftermiddag den 2. november, da 25 byrådskandidater var på virksomhedsbesøg med DI Sydvestjylland på bustur i anledning af det kommende kommunalvalg.
Lige som i resten af landet bliver sværere og sværere for virksomhederne i Varde Kommune at skaffe de medarbejdere, de har brug for. Ledigheden er helt i bund og ligger væsentligt under landsgennemsnittet, uanset om det drejer sig om ufaglærte, faglærte, akademikere eller teknikere. Og ifølge helt nye tal fra Jobindsats, har hver tredje virksomhed i Sydjylland rekrutterede forgæves i det seneste kvartal. Ser man på årene der kommer vil det kun blive værre, gennemsnitsalderen stiger og arbejdsstyrken falder, så kampen om de kvalificerede medarbejdere vil derfor vokse yderligere.
En af dem er Kvist Industries A/S i Årre, som de lokale politikere besøgte. Virksomheden, der bl.a. producerer FDB møbelklassikere, beskæftiger både danske og udenlandske medarbejdere og bøvler ofte med bureaukratiet, når udlændingene kommer til Danmark. Derfor kunne det være til stor hjælp, hvis det går meget lettere med at få cpr. Nr. bankkonto og arbejdstilladelse. Lige nu er der horrible lange sagsbehandlingstider.
Flere af de lokale politikere mente, at virksomhederne i højere grad skulle holde på de ældre medarbejdere med tilbud om nedsat tid og fleksible ordninger. Og Nye Borgerliges Lone Lund Faber sagde, at man kunne få oplevelsen af, at virksomhederne ser det grå guld som en belastning. En myte, som formanden for DI Sydvestjylland Jesper Toft Mathiasen skød ned. Netop de ældre og udlændingene udgør en væsentlig del af den beskæftigelsesstigning, Danmark har set de seneste år.
- Vi kan ikke undvære nogen af dem, og de ældre er ofte mere stabile og har mindre fravær end yngre medarbejdere, slog Jesper Toft Mathiasen fast.
Bæredygtigt erhvervsliv skal hjælpes på vej af kommunen
Under eftermiddagens andet virksomhedsbesøg på fødevarevirksomheden Flensted Food Group A/S i Skovlund stod der bæredygtighed på programmet. Virksomheden er på forkant med den grønne omstilling og gør en stor indsats for at leve op til FN’s verdensmål i produktionen, og som det blev sagt, så er det ikke Gretha Thunberg, der kommer til at redde verden - det er virksomhederne.
At det også gælder for Vardes virksomheder, viste rundvisningen og debatten på Flensted Food Group A/S. Og der var bred enighed blandt byrådskandidaterne om, at kommunen skal hjælpe og imødekomme virksomhederne i den grønne omstilling så godt, de kan. Bl.a. når det gælder en fasttrack-ordning, når det gælder sagsbehandling og etablering af grønne løsninger f.eks. solcelleanlæg.
Kontakt
Chefkonsulent Johan H. Pedersen, jhp@di.dk, tlf: 4084 3207
Presseansvarlig Helen Jensen, hje@di.dk, tlf.: 2124 4702