04.11.21 DI Pressemeddelelse

DI Trekantområdet: Politisk beslutning om Kolding erhvervshavn i sigte

Tre år har virksomhederne og deres medarbejdere på Kolding havn ventet på en afgørelse om erhvervshavnens fremtid. Skal den bestå, skal der være liberale erhverv, boliger, rekreative områder eller noget helt fjerde? Ingen ved det, og mens politikerne har diskuteret, er investeringerne og udviklingen på havnen gået helt i stå. Men nu er der håb. I hvert fald hvis man skal tro udmeldingerne fra de lokale byrådskandidater, der var samlet til endnu en havnedebat onsdag den 3. november.

En ting var der enighed om, da 26 lokale politikere tog hul på debatten i Pakhuset sammen med havnevirksomheder og repræsentanter fra Dansk Industri. Nemlig at der skal tages en afgørelse om havnens fremtid, når det nye byråd samles efter kommunalvalget.

Det bliver ikke nemt, for partierne er stadig uenige. Men SF’s borgmesterkandidat Villy Søvndal var klar i mælet.

- Politik består af forskellige interesser – og kompromisser. Men det enkle spørgsmål er, om byen fortsat skal have en erhvervshavn? Det skal et kommende byråd besluttet sig for. Og jeg mener, at ja, det skal den, sagde Villy Søvndal. 

De konservative var enige og efterlyste klare linjer. De Radikale og Kristendemokraterne kaldte usikkerheden uacceptabel. Mens Enhedslisten konstaterede, konflikten stadig er der, men at det nye byråd kommer til at behandle den.

I dag arbejder der 800 på havnen, og oven i er der 3.000 afledte job. Direktørerne fra H. Daugaard A/S og Svane Shipping A/S appellerede kraftigt for, at der bliver fundet en løsning hurtigst muligt, og som havnedirektør Anders Vangsbjerg Sørensen tørt konstaterede, så er det eneste, man får ud af at grave grøfter, at få ondt i ryggen.  

Virksomhed i rivende udvikling

Foruden at debattere havnen besøgte byrådskandidaterne også den fremadstormende greentech-virksomhed Green Hydrogen Systems A/S, som er i gang med at udvide fabrikken til det femdobbelte. Sidste sommer havde de 19 medarbejdere, i dag 172 og om to år ca. 350. Her koncentrerede debatten sig om, hvordan byrådet kan hjælpe virksomheden med at skaffe nye medarbejdere med de rette kompetencer til den grønne omstilling. Det kræver blandt andet udvikling af erhvervs- og andre uddannelser.

Kontakt

Chefkonsulent Johan H. Pedersen, jhp@di.dk, tlf: 4084 3207

Presseansvarlig Helen Jensen, hje@di.dk, tlf.: 2124 4702

 

Se mere om Kommunalvalg 2021 i DI her.

Johan H. Pedersen

Johan H. Pedersen

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3781
  • Mobil +45 4084 3207
  • E-mail jhp@di.dk

Relateret indhold