02.11.21 DI Pressemeddelelse

Erhvervsliv og politikere i Høje-Taastrup enige: Godt samarbejde skal blive endnu bedre – især om arbejdskraft

11 byrådskandidater kunne sole sig i to tilfredse virksomheder, da de mandag den 1. november var med Dansk Industris kommunalvalgbus på besøg hos anlægs- og nedrivningsvirksomheden Tscherning og Volvo Truck Center. Alligevel var der masser af udfordringer og ønsker fra virksomhederne at debattere – især om mangel på arbejdskraft.

- Jeg er superglad for Høje-Taastrup Kommune. Sagsbehandlingen er i orden, vi kan snakke godt om tingene og som regel finde en løsning, begyndte Søren Tscherning, adm. direktør for Tscherning A/S.

- Men Tscherning har i øjeblikket store problemer med at finde medarbejdere nok – her vil vi gerne have mere hjælp fra kommunen. Både på kort og lang sigt. Det gælder et mere struktureret samarbejde med jobcenteret, mens vi på længere sigt gerne vil have uddannet flere faglærte i kommunen.

Velviljen fra de fremmødte politikere, der havde været på kort rundtur blandt nogle af Tschernings 160 maskiner og 175 biler, var stor. Men der var også politiske panderynker omkring bordet. Ingen så lavthængende frugter i forsøget på at finde flere medarbejdere til det hårde anlægs- og nedrivningsarbejde hos Tscherning.

- De unge mennesker, som kan tage disse job, har vi desværre ikke på hylden i kommunen. Vi har vel omkring 300 ledige unge plus kontanthjælpsmodtagere, men de fleste kan ikke klare et job hos Tscherning A/S, sagde Steffen Mølgaard Jensen (K).

En pointe, som Venstres Peder Helt byggede videre på.

- Mange af disse unge har problemer, der betyder, at de ikke kan påtage sig et hårdt fuldtidsjob. Men kunne Tscherning ikke tage dem ind på 15 eller 20 timer, spurgte han, hvilket dog ikke vil løse ret meget af problemet.

- Vi kan tage nogle få på nedsat tid. Men desværre passer det ikke på vores arbejdspladser at have ret mange på nedsat tid. Jeg vil dog gerne have nogle af de unge ballademagere, der er kommet lidt skævt ind på livet. At se dem komme på ret køl via et job her giver stor mening, sagde Søren Tscherning.

Efterfølgende diskuterede politikerne mulighederne for at skaffe flere faglærte til arbejdsmarkedet i Høje-Taastrup. Der var fodslag om, at Ungdommens Uddannelsesvejledning skal vejlede folkeskoleeleverne mere i retning af en erhvervsuddannelse, og at samarbejdet mellem virksomheder og folkeskolen skal være tættere. Og så var der enighed om at satse på at få flere med en studentereksamen til at gå den faglærte vej efterfølgende, for rigtig mange studenter bruger ikke deres eksamen til noget.

Efter besøget hos Tscherning A/S kørte kommunevalg-bussen til Volvo Truck Center. Her fik politikerne en indføring i mulighederne for at elektrificere lastbil-branchen i fremtiden. De diskuterede mulighederne for Høje-Taastrup i, at København med tiden vil indføre nul-emissionszoner i indre by. Det giver muligheder for at udnytte transportcentret i kommunen til at lave en station, hvor varer kan omlæsses til el-lastbiler, der transporterer varerne det sidste stykke ind til butikker, kontorer og erhverv i København.

Kontakt

Konsulent Rikke Steen Sørensen 30281298, RISS@DI.DK
Pressekoordinator Lars Bøgeskov, 22363138, LARB@DI.DK

Se mere om Kommunalvalg 2021 i DI her.

Rikke Steen Sørensen

Rikke Steen Sørensen

Konsulent

  • Direkte +45 3377 3573
  • Mobil +45 3028 1298
  • E-mail riss@di.dk

Relateret indhold