15.12.21 DI Pressemeddelelse

Nye tal: De mindste virksomheder overhaler de store på Amazon

De mindste danske virksomheder, mikrovirksomhederne, overhaler selv de største danske virksomheder, når det gælder brugen af digitale markedspladser som f.eks. Amazon. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik

- Det er forståeligt, at mikrovirksomhederne er vilde med at drive e-handel via online markedspladser. De tilbyder nemlig en fuld og færdig salgskanal med betalingsløsning, distribution og det hele klar til brug, som de mindste virksomheder ikke selv har musklerne til at etablere. Med online markedspladser kan selv de mindste virksomheder konkurrere og drive salg via e-handel, og det er jo glædeligt, siger Jacob Kjeldsen, branchedirektør i DI Handel.

Danmarks Statistik har i en ny opgørelse sammenlignet salg via e-handlen hos mindste virksomheder med 5-9 ansatte, mikrovirksomhederne. De nye tal viser, at 14 procent af de mindste virksomheder sælger via online markedspladser som Amazon og kinesiske Alibaba. For de store virksomheder er det kun 10 procent, 8 procent for de mellemstore virksomheder og kun 7 procent for de små virksomheder.

DI Handel mener, at salg via e-handel - og herunder salg på online markedspladser - styrker mulighederne for eksport via nettet – et område, hvor Danmark er bagud i forhold til de fleste andre europæiske lande. Men det kræver samtidig fair rammevilkår ikke mindst i forhold til de store online markedspladser, mener DI Handel.

- Der er en række udfordringer forbundet med online markedspladser, som vi skal adressere på bl.a. EU-niveau. Men øget global e-handel betyder nye muligheder for øget eksport for danske virksomheder. I dag ligger danske virksomheder lavt på e-eksport i forhold til andre EU-lande. I takt med stigningen af e-handel på tværs af lande og regioner kan salg via online markedspladser være et rigtig godt springbræt til at drive e-eksport, siger Jacob Kjeldsen.

De mindste virksomheder overhaler også de små og mellemstore virksomheder, når det gælder salg via egen webshop eller mobil-app. 34 procent af mikrovirksomheder bruger netbutik og en app til e-handel, mens de små- og mellemstore virksomheder ligger på henholdsvis 28 procent og 33 procent.

Se de nye tal fra Danmarks Statistik her 

 

Bo Hjuler

Bo Hjuler

Presserådgiver, journalist

  • Direkte +45 3377 3819
  • Mobil +45 2328 4912
  • E-mail boh@di.dk

Relateret indhold