23.02.21 DI Pressemeddelelse

DI: Delvis genåbning er tiltrængt – men ikke nok

Ekspertgruppes beregninger af gradvis genåbning er både tiltrængte og nødvendige, lyder det fra DI’s adm. direktør Lars Sandahl Sørensen. Men vi kan gå endnu videre på forsvarlig vis.

- At ekspertgruppen lægger op til, at vi igen kan komme ud at handle i en betydelig del af forretningerne, og at afgangseleverne i folkeskolen i dele af Danmark kan komme tilbage i skole, er meget positivt. Men vi mener, at regeringen og folketinget bør gå endnu længere.

Sådan lyder det fra DI’s adm. direktør, Lars Sandahl Sørensen, der ser potentiale til at genåbne endnu mere uden at gå på kompromis med sundhedsrisikoen. Det gælder blandt andet en genåbning af forretninger på over 5000 kvadratmeter.

- Grænsen på 5000 kvadratmeter er en ulogisk grænse. Det bør være muligt at åbne alle forretninger, restaurationer, kulturoplevelser, attraktioner og idrætsaktiviteter, hvor man kan indrette sig klogt, så kravet til afstand kan overholdes, siger DI-direktøren.

Det kan eksempelvis sikres via booking af timeslots, som begrænser antallet af gæster ad gangen.

Der bør også være mulighed for at skrue ned for hjemmearbejde og i højere grad lade medarbejderne møde ind på virksomhederne.

- I mere end hver femte kommune er smitten så lav, at de ligger under bekymringsgrænsen på 20 smittede ud af 100.000 indbyggere. Her bør regeringen og folketinget lempe anbefalingen og lade flere gå på arbejde, siger han.

Desuden er der også brug for en plan frem mod den fulde genåbning af hele samfundet, så befolkning og virksomheder ved, hvad de har at rette sig efter den kommende tid.

- Uvished avler modløshed, og i mange brancher tager det flere uger at forberede sig til en genåbning, siger DI-direktøren.

DI har selv fremlagt en genåbningsplan, baseret på en fleksibel og målrettet teststrategi, massetest, coronapas samt en pragmatisme omkring restriktioner. DI lægger op til en fuld genåbning af hele samfundet, senest når de 50-årige er blevet vaccineret.

Lars Sandahl Sørensen efterlyser også, at flere elever kan møde ind på skolebænken. Der er behov for flere regionale genåbninger, fordi alt for mange elever i dag mistrives under coronanedlukningen.

- Genåbningen skal naturligvis ske sundhedsmæssigt forsvarligt. Det kan være med forskudt undervisning, krav om hyppige test, mundbind, afstand og lignende, og ved at tilrettelægge undervisningen fleksibelt, så eleverne kun møder fysisk i skole op til 3 dage om ugen, anbefaler han.

DI-direktøren pointerer samtidig, at alle grader af genåbning skal ske sundhedsmæssigt forsvarligt. Men med hjælp af en offensiv teststrategi, hvor man endnu mere tænker private aktører ind, vil det medvirke til at genåbningen kan speedes op.

- Det er derfor nødvendigt at få en klar og målrettet teststrategi, så man i samarbejde med erhvervslivet sikrer, at testkapaciteten hele tiden kan rykkes derhen, hvor behovet er, siger han.

Og hvis der opstår pludselige coronaudbrud, som det eksempelvis er set i Kolding, skal man være klar til at lukke ned igen – hurtigt og effektivt.

-  Med genåbningen følger et fælles ansvar for at være ekstra opmærksom på lokale udbrud, siger Lars Sandahl Sørensen.

 

Søren Langelund

Søren Langelund

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3059
  • Mobil +45 2091 9335
  • E-mail slan@di.dk

Relateret