26.03.21 DI Pressemeddelelse

PRESSEINVITATION FRA DI, DEN FINSKE AMBASSADE OG KU: Nu vil finnerne hjælpe danskerne med kunstig intelligens

Ansvarlig brug af kunstig intelligens er en af nøglerne til at sikre danske virksomheders konkurrenceevne, men fænomenet er abstrakt og kompliceret og bør derfor afmystificeres og gøres forståeligt for en bredere del af befolkningen. Det er baggrunden for at danske virksomhedsledere, medarbejdere og studerende nu får tilbud om en ny og gratis online uddannelse, som er udviklet i Finland og gratis stillet til rådighed af finnerne for hele EU, og som nu lanceres i Danmark med Københavns Universitet, Datalogisk Institut, som dansk akademisk partner og operatør.

Pressen inviteres til at overvære lancering af Elements of AI,
live streaming fra Industriens Hus,
tirsdag den 6. april 2021, kl. 14-15
NB: pressen kan overvære streaming af lanceringen, men ikke være fysisk til stede.

Hans Kongelige Højhed Kronprinsen deltager i lancering
Lanceringen sker i overværelse af H.K.H. Kronprinsen. Finlands ambassadør i Danmark Vesa Vasara står for ”overrækkelsen” af uddannelsen, som er udviklet af finnerne, og siden udbredt til en række europæiske lande.

Ved arrangementet deltager Danmarks tech-ambassadørAnne Marie Engtoft Larsen og prorektor for forskning på Københavns Universitet, David Dreyer Lassen. De bydes alle velkommen fra scenen af DI’s chef for digitaliseringspolitik, branchedirektør for DI Digital, Rikke Hougaard Zeberg. Lanceringen vil blive modereret af tech-journalist Marie Høst.

Gratis tilbud til ledere, ansatte og studerende
Kunstig intelligens har stort potentiale for dansk erhvervsliv og kan styrke Danmarks BNP med 1,6 % på sigt, det viser en undersøgelse fra konsulenthuset McKinsey. Derfor bør ledelse og medarbejdere i danske virksomheder blive klædt på med en grundlæggende forståelse for kunstig intelligens, herunder en forståelse for hvilke opgaver kunstig intelligens med fordel kan automatisere, og hvilke det ikke kan. De studerende på landets uddannelsesinstitutioner kan også tage kurset og blive klogere på kunstig intelligens, hvad enten man studerer til datalog, sygeplejerske eller lærer.
Kunstig intelligens og specielt maskinlæring er ”hjernen” , der gør det muligt for alt fra mobiltelefoner til kraftige computere at hjælpe os mennesker med at løse tidskrævende opgaver mange steder i samfundet og i stort set alle virksomheder – lige fra hurtig sagsbehandling i advokatfirmaer til målrettet kundeservice i webshops.
Læs mere om ”Elements of AI” her

På grund af coronarestriktioner er der alene tale om et live event, og af samme grund er der begrænset adgang for pressefotografer. Journalister kan overvære livestreaming her:
Launch Event - Elements of AI (Livestreaming) (danskindustri.dk)

Pressefotografer, der ønsker at dække Kronprinsens ankomst til Industriens Hus, kan tilmelde sig senest 30. marts kl. 12 til:
Presserådgiver Bo Hjuler, DI, tlf. 2328 4912, e-mail boh@di.dk

Bo Hjuler

Bo Hjuler

Presserådgiver, journalist

  • Direkte +45 3377 3819
  • Mobil +45 2328 4912
  • E-mail boh@di.dk

Relateret indhold