17.06.21 DI Pressemeddelelse

DI: Erhvervslivet vil bidrage mere til dansk sikkerhedspolitik

Dansk erhvervsliv skal spille mere aktivt og konstruktivt med i udformningen af dansk forsvars- og sikkerhedspolitik. Sådan lyder meldingen fra Dansk Industris medlemmer inden for forsvars- og aerospaceindustrien, som er samlet i brancheforeningen DI Forsvar og Sikkerhed.

- Forsvars- og aerospaceindustrien i Danmark skaber arbejdspladser og eksport samt driver teknologiudvikling i Danmark. Branchen har også en strategisk rolle i forhold til rigsfællesskabets sikkerhedspolitiske interesser. Forsvarsindustriens strategiske betydning øges i de kommende år, og derfor opruster vi nu indsatsen på området, siger direktør Joachim Finkielman, DI Forsvar og Sikkerhed.

En ny strategi for branchen skal sikre, at virksomhederne indgår i tæt samarbejde med politikere, forsvaret og myndighederne på det forsvars- og sikkerhedspolitiske område.

- Vi ønsker at styrke vores arbejde med at skabe en endnu stærkere forbindelse mellem erhvervslivet og Danmarks sikkerhedspolitiske interesser, samtidig med at vi får sat mere tryk på at skabe arbejdspladser og eksport drevet af branchens stærke teknologiske udvikling, siger Joachim Finkielman.

Brancheforeningen har netop skiftet navn fra FAD – Forsvars- og Aerospaceindustrien i Danmark til DI Forsvar og Sikkerhed. Den ny strategi kommer på et tidspunkt, hvor regeringen inden længe ventes at komme med en ny national forsvarsindustriel strategi.

- Vores virksomheder spiller en vigtig rolle for Danmarks sikkerhed som leverandør af bl.a. højteknologisk udstyr, komponenter og services til det danske forsvar og til eksport. Derfor er det vigtigt, at vi har en stærk og kompetent forsvarsindustri i landet, som i tæt samarbejde med politikere og myndigheder kan udvikle de rette løsninger, der har strategisk betydning for Danmark. I  den sammenhæng giver det god mening at tale om at købe dansk, siger Joachim Finkielman.

Brancheforeningen fejrer i dag 25 års jubilæum. Branchen voksede markant i kølvandet på dansk indkøb af F-16 kampfly og brancheforeningen havde i 1996 den stiftende generalforsamling.

- Vi står i en fundamentalt forandret sikkerhedspolitisk situation i forhold til for 25 år siden. Trusselbilledet er et helt andet, f.eks. når vi ser på NATO-landenes forhold til f.eks. Rusland og Kina. Samtidig kommer stadig flere og mere alvorlige trusler gennem omfattende hackerangreb og cyberkriminalitet. Det er en ny virkelighed, som også erhvervslivet generelt - og vi i forsvarsindustrien - skal forholde os til, siger Joachim Finkielman.

 

Joachim Finkielman

Joachim Finkielman

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3673
  • Mobil +45 6187 1540
  • E-mail jofi@di.dk

Relateret indhold