09.08.21 DI Pressemeddelelse

DI: Der er brug for globalt klimalederskab i kampen mod klimaforandringer

Klodens temperatur er steget med over 1,1 grad, konstaterer Det Internationale Klimapanel, IPCC, i ny rapport. Der er brug for markant internationalt klimalederskab nu og yderligere handlinger og løsninger, så vi undgår klimaforandringernes katastrofale konsekvenser. Danske virksomheder har stemplet ind i klimakampen og har mange af de løsninger, verden har brug for og efterspørger.

Det Internationale Klimapanels sjette klimarapport er skræmmende læsning. Klodens temperatur stiger med foruroligende hast. Indtil videre med 1,1 grad. Verdens metrologiske organisation har for nyligt vurderet, at der er 40procents sandsynlighed for, at vi krydser 1,5 grad allerede inden 2030 – uden yderligere tiltag. Dette billede bekræftes nu af den nye IPCC-rapport.

- Vi spidser ører, når Det Internationale Klimapanel slår alarm for klimaet. Temperaturen stiger med foruroligende hast, så vi skal sætte endnu mere turbo på den grønne omstilling, hvis vi skal undgå klimaforandringernes katastrofale konsekvenser, siger Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef i Dansk Industri.

Selvom vi lykkes, må vi indstille os på nogle klimaforandringer, som vil udfordre vores og de kommende generationers hverdag i fremtiden. Det samlede materiale fra IPCC, der bliver præsenteret i begyndelsen af 2022, ventes at indeholde grundige beskrivelser af konsekvenserne af klimaforandringerne. Det vil i forskellig grad påvirke hele kloden i forhold til biodiversitet, fødevareforsyning, vandforsyning med mere. Også på vores breddegrader vil der være behov for at sikre forsyningskæder, bygninger, håndtere vandressourcer og mere.

- Klima er kommet højt på den politiske dagsorden i mange lande, og verdens største CO2-udledere USA og Kina er kommet mere på banen. Det er gode takter, men det er stadig ikke nok. Når verdens ledere mødes til COP26 i Glasgow i november, skal der findes nye løsninger. Mange af de løsninger arbejder danske virksomheder i døgndrift på, og dem skal vi investere i og eksportere i en fart, siger Anne Højer Simonsen.

Et af hovedbudskaberne i rapporten er, at vores valg nu er helt afgørende for, hvordan vores fremtid bliver. Heldigvis går EU i front og har øget 2030-klimamålet til 55procents CO2-reduktion i 2030. Men det er stadig ikke nok, og der er brug for globalt klimalederskab, hvor alle samarbejder og bidrager. Danmark og EU kan inspirere andre lande til at følge trop. Det kræver et skarpt erhvervsliv, god regulering og hurtige beslutninger i den rigtige rækkefølge.

- Danske virksomheder arbejder over en bred kam med at kortlægge og reducere deres CO2-aftryk og for at levere mange af de løsninger, der er nødvendige, hvis vi skal vinde i kapløbet mod klimaforandringer. Der er en stor, voksende opmærksomhed på udfordringerne blandt vores medlemmer. I Danmark er vi godt på vej med at reducere CO2-udledningen med 70procent inden 2030, men også her er der behov for centrale beslutninger for at holde kadencen, siger Anne Højer Simonsen.

Det er nu, vi skal vælge og udvikle de klimateknologier og løsninger, vi har brug for, så de kan komme i spil inden kalenderen siger 2030. DI foreslår blandt andet, at der sættes gang i udviklingen inden for Power-to-X  og CO2-fangst. Derudover kalder klimaudfordringerne på en målrettet strategi for energieffektivisering, og vi skal blive bedre til at udnytte mere af industriens overskudsvarme. Klimabeskatning er et andet værktøj, som, DI også mener, er nødvendig.

Se konkrete DI anbefalinger her https://www.danskindustri.dk/klima-24-7/

Ditte Rieland

Ditte Rieland

Presserådgiver

  • Direkte +45 3377 4951
  • Mobil +45 2246 7822
  • E-mail dirh@di.dk

Relateret indhold