Danmarks biosolutions-virksomheder får ny og stærk stemme
DI ansætter per 1. september 2022 Mikael Wraae Valsted til at lede DI’s nye indsatsområde DI Bio, som skal samle biosolutions-virksomhederne i Danmark.
DI har som mål, at Danmark skal være global frontløber inden for biosolutions. Derfor laver DI en ny strategisk indsats for at samle virksomheder inden for bioteknologiske klimaløsninger eller biosolutions i DI. Til at lede fællesskabet tiltræder Mikael Wraae Valsted som ny chef.
- DI opprioriterer nu indsatsen på vegne af de danske biosolutions-virksomheder. Derfor søsætter vi vores nye indsats med DI Bio. Med fællesskabet giver vi en stemme til alle de danske og internationale biosolutions-virksomheder i Danmark, som hermed får en dedikeret organisation og fælles platform. Jeg er meget tilfreds med, at vi har fundet den helt rigtige chef til at lede fællesskabet. Jeg glæder mig til samarbejdet med Mikael i DI Bio om at skabe større synlighed og derved gennemslagskraft for biosolutions-virksomhederne, siger Henriette Søltoft, vicedirektør i DI.
Mikael Wraae Valsted kommer fra stillingen som PA-ansvarlig i Arriva Danmark A/S, der er Danmarks største, private aktør inden for kollektiv trafik. Desuden har Mikael fem års erfaring fra Danmarks ledende public affairs-bureau Rud Pedersen A/S. Senest har Mikael været udsendt som medfølgende husbond til Minneapolis, USA, hvor hans hustru har arbejdet for Coloplast A/S.
Han glæder sig til den ny udfordring.
- De danske biosolutions-virksomheder spiller en langt større rolle i Danmark og i verden, end de fleste har kendskab til. Det gælder uvurderlige ingredienser i utallige fødevarer, ligesom naturlige enzymer i vaskemidler og tandpasta, byggematerialer m.v. Åben et skab i dit hjem, og du vil formodentligt finde flere danske biosolutions-fingeraftryk. Jeg er yderst taknemmelig for, at jeg får muligheden for at give biosolutions-virksomhederne en stærkere stemme i den politiske debat, så vi sammen kan løfte det kommercielle potentiale, siger Mikael Wraae Valsted.
DI forventer, at biosolutions-virksomhederne kommer til at spille en stadig større rolle i de kommende år. Biosolutions-virksomhederne i Danmark udnytter naturens egne mikroskopiske byggesten, og skaber nogle af verdens mest bæredygtige, rene og effektive løsninger som svar på verdens miljø- og klimakriser. Løsninger, som mindsker blandt andet madspild, energiforbrug, CO2-udledning, vandforbrug og brugen af kemikalier generelt.
- Disse biologiske løsninger – biosolutions – skal ud at virke. Men det forudsætter, at vi dels får fjernet barrierer i form af lovgivning, som ikke er tilpasset den nye og biologiske teknologi, dels for alvor skaber opmærksomhed nationalt, europæisk og globalt om teknologien og branchens potentialer. Først da kan vi for alvor udløse branchens potentiale som vækstdriver til gavn for Danmark, og vi glæder os til arbejdet, siger Henriette Søltoft.
Mikael Wraae Valsted tiltræder den 1. september.