19.04.23 DI Pressemeddelelse

DI Energis årsdag 2023 - Tid til temposkifte i den grønne omstilling

DI Energi samler den 20. april 2023 ledende aktører i energibranchen til DI Energis årsdag, hvor vi i fællesskab vil finde svar på, hvordan vi sætter turbo på den grønne omstilling i Danmark. Pressen er inviteret med til at dække hele konferencen.

Klimakrisen, energikrisen og forsyningskrisen kræver et temposkifte i den grønne omstilling. Tiden er forbi til lange skåltaler. Nu handler det om implementering. Det var nogenlunde sådan den nye Klima-, energi- og forsyningsminister, Lars Aagaard, præsenterede sig, da han blev udpeget til minister i december 2022.

I energibranchen samler vi tråden op på DI Energis årsdag den 20. april 2023. Sammen finder vi svar på, hvordan energibranchen kan og skal bidrage til at sikre den fornødne hastighed i den grønne omstilling.

Målet er klart: Det handler om, at Danmark i 2030 drives af grøn energi.

I første del af Årsdagens program sætter DI Energi fokus på de store temaer indenfor energipolitikken (kl. 13.00 – 14.00)

  • Hvordan mener minister, Lars Aagaard, at tempoet bliver øget, og hvad vil han gøre for det?
  • Formanden for Udenrigspolitisk Nævn, Michael Aastrup Jensen (V), deler sit syn på hybridkrige – hvilke geopolitiske kontinentalplader er i bevægelse, og skal vi forvente, at eksplosioner af kritisk infrastruktur såsom Nordstream I og II er new normal?
  • Nana Bule er udpeget som forperson for den nye Nationale EnergiKriseSTab (NEKST), men er det realistisk, at hun på 9 måneder sikrer, at de nødvendige rammer for en firdobling af den vedvarende energi på land, når borgermodstanden mod vindmøller og solceller er så udtalt?
  • Kønsbalancen og aldersbalancen i energibranchen trænger os til et temposkift, derfor spørger vi to unge talenter fra energibranchens store investorer, Copenhagen Infrastructure Partners og engelske Octopus Energy, hvordan man kan tiltrække flere kvinder og unge talenter, og hvad der tiltrak Lotte Marie Dirksen og Nina Möger Bengtsson til det grønne felt.

I den anden del af programmet skal de grønne løsninger på scenen (kl. 14.45-15.15)

  • Nature Energy, Ørsted og GreenGo Energy dykker ned i, hvordan vi får mangedoblet vores energiproduktion frem mod 2030 indenfor hhv. grønne gasser, vind og sol.
  • Aalborg CSP vil fortælle om, hvordan man lagrer energien, Topsøe stiller skarpt på potentialer i de nye grønne brændsler for en grøn fly- og skibstrafik, mens TotalEnergies vil vise os, hvordan CO2-lagring i undergrunden skal få os tættere på klimamålene.

I den tredje del stiller DI Energi skarpt på Aarhus som en grøn og klimaneutral kommune i senest 2030 (kl. 15.45-16.30)

  • Rådmanden for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang, forklarer om, hvordan kommunen forankrer den grønne omstilling hos aarhusianerne, så grøn omstilling er lig med grøn livsstil.
  • For at sikre den grønne omstilling lokalt er tre forsyningsselskaber, Kredsløb, Innargi og NRGI, indgået i en symbiose, der sikrer aarhusianerne grøn energi og en klimaneutral by i 2030.
  • Endeligt faciliteter vi dialogen mellem systemet og kommunen samt erhvervslivet, som skal implementere målene.

Der er kaffepause fra kl. 14.15-14.45 og drinks og netværk efter kl. 16.30.  

Konference finder sted på Turbinehallen, Kalkværksvej 12, 8000 Aarhus.

Spørgsmål og tilmelding skal ske til DI's presserådgiver Ditte Rieland på mail dirh@di.dk

Følg os på:

    

Relateret indhold