DI og 3F: Andelen af ture med bus og tog skal fordobles
Regeringen bør sætte sig et helt klart mål om, at andelen af ture med kollektiv transport skal fordobles frem mod 2035.
Regeringens eget ekspertudvalg viste for nylig, at flere vælger bilen til og kollektiv transport fra. Det er ikke kun et problem for dem, der ikke har adgang til bil, det er også et problem, fordi det vil gøre trængslen endnu større, hvis bilen bliver førstevalget for flere. Men det er muligt at vende den udvikling
I Region Skåne er det lykkedes at fordoble andelen af ture med kollektiv igen og igen siden 1999. Det er sket med en målrettet indsats, hvor man har arbejdet med en bedre samlet service bl.a. med klare og vedvarende mål for antallet af busafgange. Således udgør ture med kollektiv transport i dag 31 procent af de samlede ture med motoriseret køretøj. I Danmark er det tilsvarende tal under 10 procent.
Direktør for DI Transport, Karsten Lauritzen siger:
- Når de kan i Sverige, kan vi selvfølgelig også i Danmark. Det er et spørgsmål om politisk vilje og investeringer i kollektiv transport. Og det er nødvendigt at flere af os tager bus eller tog i fremtiden, hvis vi ser på trængslen i, omkring og mellem de større byer. Men det drejer sig også om et Danmark i balance. Når man kun kan bo i landdistrikterne og provinsbyerne, hvis man har en bil, så skubber regeringen selv på urbaniseringen og tilflytningen til de store byer. Det er altså muligt at vende den udvikling, bl.a. ved at gøre det muligt at have en hverdag uden en helt umulig logistik, som vi desværre ser i stigende grad i dag, bl.a. i Holstebro, hvor kommunen har sløjfet bybusserne.
De vigtigste forudsætninger for at gøre kollektive transport attraktivt er en regelmæssig og hyppig frekvens og dækning, der sikrer pålidelig og fleksibel mobilitet både om dagen, om aftenen og i weekender, samt en billetpris, der kan konkurrere med alternativerne, herunder særligt bilen.
- Der er kommet stadig større huller i landkortet, og den kollektive mobilitet bør styrkes, før udviklingen mod afvikling tager fart for alvor. Det er tid for investeringer og klare mål for vores kollektive transport. Både for passagernes, samfundets og fremtidens skyld. For kollektiv transport betyder grøn og bæredygtig transport, samtidig med at mere kollektiv transport betyder mindre trængsel og spildtid i trafikken”, siger Kim Poder, der er forhandlingssekretær i 3F Transport.
FAKTA
Målsætningen er defineret ud fra den kollektive transports markedsandel af (persontransport) ture i motoriserede køretøjer. Det skyldes, at det kun er ture i bil, som skal rykkes over i den kollektive transport og ikke cykel- og gangture. I dag udgør den kollektive transports markedsandel af motoriserede køretøjer godt 8 pct. Målet er en fordobling af markedsandelen på nationalt plan i 2035. Det samlede persontransportarbejde er defineret ud fra det samlede antal ture.
Udgangspunktet er dog meget forskelligt. I Region Syd og Region Nord er den kollektive transports markedsandel af samlede motoriserede køretøjer begge på omkring 4 pct. af de samlede ture, mens den er over 17 pct. i Region Hovedstaden. Vi lægger derfor op til, at målsætningen skal gælde, som en fordobling af andelen i de forskellige dele af landet.