26.09.24 DI Pressemeddelelse

25 superstjernevirksomheder runder en million ansatte i udlandet

De største danske virksomheder vokser og er efterhånden af enorm betydning for dansk økonomi, job og velfærd. Det er positivt. Problemet er, at flere omstændigheder presser disse virksomheder til at overveje at flytte til andre lande. Det er et politisk problem, mener Lars Sandahl Sørensen på dagen for DI’s Topmøde.

25 superglobale danske virksomheder står for nu for over en million ansatte i deres udenlandske datterselskaber fordelt på 139 lande. Dermed står de bag 60 procent af Danmarks samlede beskæftigelse i udlandet. I alt er antallet af ansatte i danske datterselskaber i udlandet i alt steget med en halv million siden 2010 viser en ny analyse fra Dansk Industri (DI).

Analysen er lavet til DI Topmødet, hvor landets største virksomheder er med.

Superstjernevirksomhederne står endvidere for en kæmpe andel af Danmarks private værdiskabelse og selskabsskatter. Derfor bør der være større politisk fokus på at sikre, at de bliver i Danmark, mener adm. direktør i DI Lars Sandahl Sørensen.

- De største danske virksomheder er nøgleaktører for dansk økonomi, og vi skal passe godt på dem. Canada, Kina og resten af Asien lokker med gode forhold for danske investeringer, mens EU og Danmark lige nu gør sig mest bemærket med store mængder af afrapporteringer, restriktioner og uendelige reguleringer, siger Lars Sandahl Sørensen.

DI-direktøren nævner lange godkendelsesprocedurer af nye produkter i EU og Danmark som eksempel på benspænd for danske virksomheder.

- Når de skal konkurrere med udenlandske virksomheder, er det afgørende, at de hurtigt kan få godkendt nye produkter og teknologier. Langsomme lovprocesser forsinker innovation og koster tid og penge, som kan give udenlandske konkurrenter et forspring. Derfor bør politikerne fokusere på at skabe smidige og hurtige godkendelsesprocesser for nye produkter og sikre gode patentrettigheder, så danske virksomheder kan konkurrere globalt, siger DI-direktøren.

Han påpeger, at de danske virksomheder gerne vil operere fra Danmark, hvor mange forhold er gode. Men den intense globale konkurrence kræver, at der bliver gjort en indsats for at holde dem på dansk jord.

- For deres - og alle andre danske virksomheders - skyld skal vi have forenklede regler og færre administrative byrder, så de kan fokusere på vækst og innovation i stedet for bureaukrati. Og så skal vi også sørge for  konkurrencedygtige vilkår i form af eksempelvis lavere selskabsskat, fremme af forskning og uddannelse samt adgang til billig energi, siger Lars Sandahl Sørensen. 

DI Topmødet 2024 samler torsdag mere end 1.500 erhvervsfolk, politikere og debattører, hvor de under temaet ”Moving parts” skal diskutere geopolitiske spændinger, globale risici og de krav, det stiller til både erhvervsfolk og politikere.