DI-analyse: Et stærkt dansk beredskab kræver tæt samarbejde med erhvervslivet
En ny rapport om det danske beredskab udarbejdet for Danmarks største erhvervsorganisation, Dansk Industri (DI), viser, at der er behov for en langt større inddragelse af virksomheder og tæt samarbejde mellem erhvervslivet og det offentlige. Rapporten bør inspirere det nye samfundssikkerhedsministerium til at styrke nationens sikkerhed over for alvorlige hændelser og hybride trusler, mener DI.
- Det står lysende klart, at virksomhederne skal inddrages i opbygningen af et moderne dansk beredskab. Virksomhederne har kompetencer, materiel og meget dygtige medarbejdere, og de er i den grad klar til at hjælpe. Det så vi tydeligt under COVID19-pandemien. Men de er også klar til at høre fra politikere og myndigheder om, hvordan de kan hjælpe ved fremtidige kriser, siger politisk direktør Morten Høyer, DI
Rapporten, der er udarbejdet af forskerne Rasmus Dahlberg og Andreas Hagedorn Krogh fra Forsvarsakademiet for DI, viser, at Danmark bør skele til de andre nordiske lande, der har årtiers erfaring med et beredskab, der involverer hele samfundet.
- Jeg synes, vi skal skele til de nordiske lande, der i årtier har beskæftiget sig med deres beredskab. Finland har qua deres geografiske placering haft et beredskab, som i den grad er beredt. Det involverer både myndigheder, virksomheder, civilsamfundsorganisationer og borgere, som eksempelvis planlægger og træner fælles beredskabsøvelser, siger Morten Høyer og fortsætter:
- Og så har man en lang række frivillige aftaler mellem det offentlige og private om sikring af eksempelvis infrastruktur og produktion. I Norge har man også en klar ramme for, hvordan man involverer private producenter og leverandører af kritiske forsyninger i beredskabsplanlægningen, siger han.
Rapporten beskriver organiseringen af det danske beredskab og vurderer dets styrker og svagheder i lyset af det aktuelle og fremtidige trussels- og risikobillede samt samfundsudviklingen generelt. Rapporten fokuserer særligt på samspillet mellem de danske myndigheder, virksomheder, civilsamfundsorganisationer og borgere i udviklingen af det danske samfunds modstandsdygtighed og generelle samfundssikkerhed.
- Rapporten er et røntgenbillede af det nuværende danske beredskab, og jeg skal love for, at den afslører nogle mildest talt ømme punkter. Nu har vi heldigvis fået samlet det hele i et nyt samfundssikkerhedsministerium, og rapporten her bør som kogebogen til, hvordan vi får det hele på plads, så vi er rustet til kommende kriser, hvad enten det er cyberangreb eller pandemier.