28.10.25 DI Pressemeddelelse

DI: Aftale om 11 industriparker er et vigtigt skridt for hele Danmark

Aftalen om nye industriparker markerer et vigtigt skridt for at styrke rammerne for produktion, industri og erhvervsudvikling i Danmark, lyder fra Dansk Industri.

Regeringen og aftalepartierne udpeger 11 industriparker, der bliver fordelt geografisk på tværs af landet, så både by- og landkommuner får mulighed for at tiltrække nye investeringer og arbejdspladser.

– Det er en fornuftig og balanceret fordeling af industriområder, som tager højde for både geografien og de udviklingspotentialer, der er i helt nye områder. Det er godt, og nu skal vi arbejde for, at der kommer industriparker i alle kommuner, siger Morten Høyer, politisk direktør i Dansk Industri (DI).

Med udpegningen af industriparkerne følger et større arbejde i de enkelte kommuner, som skal samarbejde tæt med både staten og erhvervslivet om at realisere planerne.

– Nu står vi overfor en del arbejde i de enkelte kommuner, som i samarbejde med de statslige myndigheder og det lokale erhvervsliv skal få aftalen realiseret. Det er selvfølgelig noget, vi håber de nye kommunalbestyrelser vil prioritere højt efter kommunalvalget, siger Morten Høyer.

DI understreger, at industriparkerne kan blive et vigtigt redskab for at fremme produktion og skabe flere arbejdspladser i hele landet. Samtidig ser DI positivt på, at etableringen kobles tæt til Erhvervsstyrelsens “One Stop Shop”-ordning, som skal gøre godkendelsesprocesserne enklere.

– Industriparkerne kan blive en stor gevinst for Produktionsdanmark med klare udpegninger og enklere godkendelsesprocesser, idet vi nu får direkte adgang til Erhvervsstyrelsens One Stop Shop. Jeg håber, at de kommuner, som bliver begunstiget med en industripark også involverer nabokommunerne i realiseringen af et stærkt regionalt erhvervsliv, siger Morten Høyer.

DI ser frem til, at den politiske aftale bliver fulgt op af konkrete planer og lokal handling, så industriparkerne kan bidrage til vækst, grøn omstilling og beskæftigelse i hele Danmark.

Relateret indhold