DI: Nye overenskomster ved at være på plads
Torsdag morgen er 87,9 procent af overenskomsterne på Dansk Industris (DI) område forhandlet på plads.
Der har siden gennembrudsforliget på industriens område mellem CO-industri og DI den 9. februar været godt tempo på overenskomstforhandlingerne på alle DI’s områder. I fredags bad forligsmanden i en pressemeddelelse de udestående parter, der endnu ikke er blevet enige om et forlig, om at skynde sig, og nu er 87,9 procent på DI’s område på plads.
- I de seneste uger har der været god fart på forhandlingerne, og forlig i mange brancher er blevet indgået. Der bliver kæmpet hårdt for at komme i mål og parterne har planlagt forhandlinger af de sidste overenskomster i de kommende dage, siger viceadm. direktør i DI Kim Graugaard.
Forligsmand Jan Reckendorff har aftalt et nyt møde med Dansk Arbejdsgiverforening (DA) og Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) i morgen 13. marts.
Når forligsmanden skønner det hensigtsmæssigt vil han indkalde DA og FH til afsluttende centrale drøftelse om et mæglingsforslag, der sammenkæder alle forlig. På områder, hvor parterne ikke kan blive enige, fastsætter forligsmanden nogle vilkår, der indgår i mæglingsforslaget.
Store områder som Slagterierne og kategorien Andre Fødevarer, som indeholder eksempelvis brød- og kagefabrikker, er ikke i mål endnu.
- Det er altid målet, at parterne selv forhandler en aftale på plads, men selv om vi kommer tæt på, så risikerer forhandlingerne i enkelte brancher at skulle gennem forligsinstitutionen, siger Kim Graugaard.
Dansk Industri skal forhandle omkring 220 overenskomster. Det udgør cirka 65 procent af Dansk Arbejdsgiverforening målt på lønsum. Der er sammenlagt omkring 550.000 overenskomstansatte medarbejdere hos DI’s medlemsvirksomheder.