Dansk erhvervsliv knytter tættere kontakt til Grønland
Den ny formand for den grønlandske regering satser på øget erhvervssamarbejde. I dag mødtes han for første gang med dansk erhvervsliv.
Som en del af sin rundtur i Danmark mødtes Jens-Frederik Nielsen, den ny formand for den grønlandske regering, Naalakkersuisut, i dag med 20 danske virksomheder, der alle har interesse for Grønland. Sammen med statsminister Mette Frederiksen spiste han en arbejdsfrokost i Dansk Industri (DI). DIs adm. direktør Lars Sandahl Sørensen håber, at det er starten på yderligere erhvervssamarbejde mellem vore to lande.
- Det er rigtig positivt, at Jens-Frederik Nielsen har erklæret, at Grønland er er Open for business. Med Demokraatits stærke erhvervspolitiske afsæt har vi gode betingelser for at skabe endnu mere fremdrift i samarbejdet mellem grønlandske partnere, DI og danske virksomheder siger adm. direktør Las Sandahl Sørensen.
- Jeg håber, at dette møde kan blive startskuddet på investeringer og samarbejde mellem vore to lande fremover.
Mødet i dag viste, at der meget konkret er en stærk vilje og ønske om at knytte endnu tættere økonomiske bånd på virksomhedsniveau i begge lande.
- Nøgleordet er tillidsfulde partnerskaber, hvor hver part spiller sin rolle og yder sit bidrag. Sammen skal vi skabe forudsigelige og stabile rammer for investeringer og vækst. Og vi skal opbygge, udvikle og fastholde lokale kompetencer, så vi kan skabe økonomisk vækst i Grønland, siger Lars Sandahl Sørensen.
Han er meget imponeret over den måde, hvorpå den ny formand har overtaget lederskabet i Grønland.
- Jeg noterer mig med tilfredshed, at Jens-Frederik Nielsen og de øvrige koalitionspartnere har fokus på ro og samarbejde og ikke lader et udefrakommende pres og kort sigte vægte tungere. Det er i mine øjne kernen i et klogt og modigt lederskab. Tilsvarende glæder det mig, også at se, hvordan den danske regering – med statsministeren i spidsen – har en tydelig vilje og passion for samarbejdet med Grønland.
Et eksempel på det gode samarbejde er den samarbejdsaftale som Grønlands Erhverv og Dansk Industri underskrev for et par år siden. Den aftale er netop nu ved at blive udbygget i en ny mere omfattende aftale.