DI: Nu bliver fremtiden mere sikker for danske familievirksomheder og deres medarbejdere
En ny lovændring for generationsskiftebeskatning gør fremtiden langt lysere og mere sikker for familievirksomheder i Danmark.
Folketinget har i dag vedtaget de mest markante forbedringer af forholdende for familievirksomheder i Danmark i 25 år. De nye regler gør det markant nemmere for virksomhederne at lade yngre generationer tage over.
- Det er en stor dag for både Danmark og for danske familievirksomheder, der nu får langt mere rimelige vilkår til at lade virksomheden gå videre til næste generation, siger Morten Høyer, politisk direktør i Dansk Industri og fortsætter:
- Familievirksomhederne bidrager ikke kun enormt meget til vores lands velstand, mange steder er de også livsnerven for lokalsamfundene, hvor de skaber arbejdspladser og engagerer sig foreningslivet. Det er en særlig dansk ting, som vi nu med langt større rimelighed kan passe på, siger Morten Høyer.
Udenfor de store byer står familier og ejerledere for 3 ud af 4 arbejdspladser, og de skaber 850.000 arbejdspladser på landsplan. Alligevel har det i mange år været en omkostningstung og bureaukratisk opgave at lade virksomheden blive i familien. De nye regler vil bl.a. sænke generationsskifteskatten fra 15 pct. til 10 pct. og gøre op med en række bureaukratiske bump, der har besværliggjort overdragelsen.
- Fremtiden er blevet langt mere sikker for familievirksomhederne. Mindre kompleksitet og mere vished er afgørende for, at de kan fortsætte med at skabe værdi og arbejdspladser i Danmark. De nye regler er uden sammenligning de mest markante forbedringer, vi har set i flere årtier, siger Morten Høyer.