DI: Regeringens Erhvervsforum er vigtigt bidrag til sikkerheden
Regeringen har i dag præsenteret et nyt Erhvervsforum for samfundssikkerhed og beredskab, som betyder, at virksomhederne i langt større omfang end hidtil bliver inddraget i arbejdet med at styrke landets sikkerhed i en historisk urolig tid. Landets største erhvervsorganisation roser regeringen for initiativet.
- Mange danske virksomheder har ekstremt stærke kompetencer og erfaringer med både selv at arbejde med beredskab og bidrage til nationale beredskaber rundt om i verden i form af partnerskaber og standby-kontrakter. Den viden har regeringens nye Erhversforum chancen for at bringe i spil, siger politisk direktør i DI, Morten Høyer..
- Ministeren for samfundssikkerhed skal have stor ros for etableringen af et erhvervsforum som DI foreslog i december måned. Det er prisværdigt, at vi med konstruktiv dialog er lykkedes med at bringe erhvervsliv og myndighederne tættere sammen på det strategiske niveau.
- Der er stadig for mange virksomheder, der endnu ikke har et stærkt nok beredskab. Det skal regeringens erhvervsforum understøtte, og de mange erhvervsorganisationer i forummet skal sammen med ministeriet tage ansvar for at understøtte det overfor de mange især smv’er, der efterspørger råd og vejledning.
- I DI vil vi kæmpe for, at det nye erhvervsforum bliver ministerens forum til også at bidrage til at løse akutte kriser eller hændelser samtidig med at vi får opbygget en helt og aldeles nødvendig øvelseskultur omkring beredskab i Danmark, siger Morten Høyer.