DI: Verden er i kaos – men ja til overenskomsterne skaber ro på det danske arbejdsmarked
Et markant flertal af fagforeningsmedlemmerne har sagt ja til overenskomsterne, som er gældende med tilbagevirkende kraft fra d. 1. marts 2025. Den danske model har igen vist sin værdi for Danmark, mener DI.
Stemmeprocenten blev 59 og 82 procent af stemmerne var ja-stemmer. På arbejdsgiversiden stemte 100 procent ja. Virksomhederne og medarbejderne på det private arbejdsmarked har med et klart ja tilkendegivet tilfredshed med overenskomstresultaterne, og Danmark kan se frem til tre år med ro på arbejdsmarkedet.
- Resultatet betyder ro og stabilitet på arbejdsmarkedet og arbejdspladserne i de kommende tre år. Det høje stemmetal og den markante ja-procent giver parterne bag forhandlingsresultatet et solidt mandat i ryggen, siger adm. direktør i DI Lars Sandahl Sørensen.
Ja-procenten er på samme høje niveau som ved det forrige overenskomstforlig. Og i en tid med uberegnelige forhold for Danmarks virksomheder er han særlig glad for den tre-årige aftale.
- I en tid hvor uberegnelige kastevinde blæser kraftigt i sejlet på danske virksomheder, så skaber overenskomsten et fundament af ro og stabilitet på arbejdspladserne. Og virksomhederne kan tre år frem regne med en balanceret og stabil lønudvikling. Afstemningsresultatet fortæller igen, hvorfor udlandet kigger misundeligt efter den danske arbejdsmarkedsmodel, siger Lars Sandahl Sørensen.
Årets forhandlinger i de forskellige brancher, der kommer i halen på gennembrudsforliget mellem DI og CO-industri, resulterede i marts i forlig for hele 99 procent af medarbejderne under DI. Det er med til at øge stabiliteten på arbejdsmarkedet i en turbulent tid.
Lars Sandahl Sørensen glæder sig grundlæggende sig over det samfundsansvar, som parterne har taget i overenskomstforhandlingerne.
- Ligesom i de forrige forhandlinger lykkedes det denne gang de to parter at ramme det balancepunkt, som nu har resulteret i et klart ja fra både arbejdstagere og arbejdsgivere. Parterne har sammen taget samfundsansvar og medvirket til at sikre en stabil samfundsudvikling i Danmark, siger Lars Sandahl Sørensen.
Overenskomsterne dækker over aftaler om både løn og arbejdsvilkår i tre år frem. Således vil medarbejderne ud over en balanceret lønstigning få mulighed for øget frihed og fleksibilitet i flere livsfaser, eksempelvis for børnefamilier.