DI: Danmark skal op i gear på vejen til klimaneutralitet
Dansk Industris nye udspil Klimaneutral i 2045 markerer, at Danmark har præcis 20 år til at sikre klimaneutralitet. Udspillet viser, at vi kender mange af de løsninger, der skal bringe os i mål, men også at der er ingen tid at spilde. Tempoet i implementeringen skal op, og rammerne for de langsigtede mål skal på plads.
DI understreger vigtigheden af at fastholde både tempo og ambition i en tid med store globale udfordringer.
– Vi står over for en global virkelighed præget af krig, politisk uro og en svækket europæisk konkurrenceevne, der lige nu udfordrer klimaindsatsen. Derfor er det vigtigere end nogensinde, at vi holder fast i vores klimaambitioner og sikrer, at klima, konkurrenceevne og sikkerhed går hånd i hånd, siger Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef i Dansk Industri.
Selv om 2045 kan synes langt ude i fremtiden, ønsker erhvervslivet handling i dag.
- Vi peger på konkrete politiske tiltag, der kan bringe os tættere på et fremtidigt klimaneutralt samfund med et stærkt grønt dansk erhvervsliv i centrum, siger Anne Højer Simonsen, klimapolitisk chef i Dansk Industri.
Langsigtede investeringer i grønne teknologier
Udspillet præsenterer et overblik over 16 forskellige områder med 67 forslag og viser, at Danmark er godt på vej mod 70-procentsmålet i 2030, men at det fortsat kræver betydelig indsats at få alle aftalte reduktioner realiseret. For at nå klimaneutralitet peger DI på, at vi både skal gennemføre de kortsigtede tiltag og forberede de langsigtede investeringer i teknologier og løsninger som vedvarende energi, CCS og energieffektivisering. Derudover peger DI på en række understøttende tiltag, som skal sikre den rette udvikling mod et klimaneutralt samfund.
DI fremhæver, at tidlig afklaring af virkemidler og finansiering giver virksomhederne den nødvendige forudsigelighed til at investere i den grønne omstilling uden at miste konkurrenceevne. Derfor foreslås, at der fra 2030 afsættes mindst 1,5 mia. kr. årligt til at styrke det grønne råderum og understøtte virksomhedernes indsats.
– Danmark har et stærkt grønt erhvervsliv og de rette forudsætninger for at nå i mål, men det kræver handling i dag, og rammevilkår for, at virksomhederne kan gå forrest og vise vejen op klimaneutralitet, siger Anne Højer Simonsen.
Publikationen er en opdatering af DI’s udspil med samme navn fra 2024. Læs udspillet her: Klimaneutral i 2045
Kontakter
Yderligere oplysninger kan fås hos presserådgiver Lisa Maria Frendved Christensen på tlf. +4593883611