Dorthe Bjerregaard-Knudsen er ny branchedirektør for DI Rådgiverne.

Foto: DI/Bo Hjuler
18.08.25 DI Pressemeddelelse

DI udpeger ny frontfigur for rådgivervirksomhederne

Dansk Industris branchefællesskab for 800 rådgivervirksomheder, DI Rådgiverne, får ny branchedirektør. Dorthe Bjerregaard-Knudsen tiltræder posten 1. september og skal lede arbejdet for landets rådgivervirksomheder i en tid, hvor rådgiveres specialiserede viden er afgørende for omstillingen til et resilient samfund med bæredygtige løsninger og klog brug af teknologi.

Dansk Industri (DI) sikrer fagligheden og en stærk stemme for videnservice med udnævnelsen af Dorthe Bjerregaard-Knudsen som ny branchedirektør for DI Rådgiverne.

Med mere end halvdelen af sin karriere som rådgiver samt omfattende erfaring fra ledelse og koncernarbejde i medie- og analyseverdenen, bringer Dorthe Bjerregaard-Knudsen en unik kombination af strategisk indsigt og bredt branchekendskab til stillingen.

- Med Dorthe Bjerregaard-Knudsen får DI Rådgiverne en markant profil i spidsen for branchen. Hun har dokumenteret erfaring med strategi og forretningsudvikling og et skarpt blik for bredden og kompleksiteten i rådgivningsbrancherne. Det er helt afgørende for medlemmerne, at branchedirektøren kan favne både den høje faglighed og de mange specialer. Jeg ser frem til, at Dorthe fortsat vil styrke branchefællesskabet og medlemsdialogen til gavn for rådgivervirksomhedernes rammevilkår, siger erhvervs- og medlemsdirektør Emil Fannikke Kiær, DI.

Dorthe Bjerregaard-Knudsen har de seneste 10 år arbejdet som viceadm. direktør for JP/Politikens Hus og inden da gennem 12 år været rådgiver og direktør på såvel dansk som nordisk plan i Omnicom Media Group. Hun er bestyrelsesmedlem i bl.a. TV2/Danmark.

- Det er en stor ære at skulle repræsentere DI Rådgiverne og lede arbejdet til størst mulig gavn for medlemmerne. Branchefællesskabet rummer en særlig høj faglighed og stor bredde på tværs af discipliner, og jeg ser frem til at arbejde strategisk på tværs af de mange væsentlige dagsordener samt styrke den troværdige og tydelige kommunikation for en branche med stor betydning for hele dansk erhvervsliv, siger Dorthe Bjerregaard-Knudsen.

Dorthe Bjerregaard-Knudsen er uddannet cand.merc. i økonomisk markedsføring fra CBS og er gift og har to børn.

Dorthe Bjerregaard-Knudsen afløser på posten Katrine Ellersgaard Nielsen, som bliver politisk direktør i Ingeniørforeningen, IDA, pr. 1. september.

Relateret indhold