DI Topmødet 2025: Vi skal bygge et stærkere, klogere og sikrere samfund
Danske virksomheder og arbejdspladser står stærkere end nogensinde med rekordhøj beskæftigelse og stor succes på eksportmarkederne. Samtidig oplever vi som samfund en verdensorden, der er i fare for at gå i uorden, en geopolitisk uro, som er rykket helt ind på virksomhederne, og et Europa, der er i fare for at blive sat ud af spillet om den globale magtdeling. Scenen er med andre ord sat til et inspirerende og tankevækkende DI Topmødet 2025 om de aktuelle muligheder og ikke mindst udfordringer, når 1.500 deltagere og 35 oplægsholdere fra ind- og udland, erhvervsliv, kulturliv og politik mødes i Herning.
Pressen inviteres til
DI Topmødet 2025,
tirsdag den 30. september kl. 12-18,
Jyske Bank Boxen,
Kaj Zarotws Vej 7,
7400 Herning.
Vicestatsminister Troels Lund Poulsen og Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen skyder sammen med bl.a. administrerende direktør i DI, Lars Sandahl Sørensen, topmødet i gang med en diskussion om geopolitiske spændinger, konkurrencekraft, robusthed og fremtidige muligheder. Her medvirker også Ørsteds CEO Rasmus Errboe og Florence Gaub, fremtidsforsker og director for NATO Defence College.
Skal vi indfri vores ambitioner om et mere grønt Europa med mere vækst og konkurrencekraft, så er det helt afgørende, at virksomhederne kan få de kvalificerede medarbejdere, de har brug for. En ny tilgang til den dagsorden er arbejdslyst. Arbejdslyst til mere. Og den dagsorden er en række af vores fremtrædende politikere heldigvis med på at drøfte. Vi skal styrke lysten og motivationen til at arbejde i Danmark, så vi har arbejdskraft nok i fremtiden. Her medvirker Mona Juul, Formand for Det Konservative Folkeparti, Martin Lidegaard, politisk leder, Radikale Venstre, Inger Støjberg, Formand for Danmarksdemokraterne og Morten Høyer, politisk direktør, DI.
Håb i en vanvittig verden er titlen på et kulturelt input til dansk erhvervsliv. Hvordan kan vi bevare håbet midt i en turbulent og udfordrende verden? Den oscarvindende instruktør Thomas Vinterberg deler sine erfaringer og perspektiver på, hvordan kunsten og kulturen kan bidrage til at finde mening og håb. Vinterberg bliver interviewet af journalist og vært på DR, Lærke Kløvedal.
Anders Opedal, CEO for Equinor, Christian Thrane, CEO for Nuuday, Kim Saaby Hedegaard, CEO for Power-to-X Topsøe, sætter fokus på vores kritiske infrastruktur i lyset af trusselsbilledet og de krav, som den grønne omstilling stiller til forsyningslinjerne.
Et nyt initiativ er også en slags markedsplads for DI’s omfattende tilbud om rådgivning til medlemmerne. DI Community er det, du skal kigge efter, hvis du vil have indblik i tips og tricks for erhvervsledere, der vil udvikle deres forretning. Dagen igennem er der indslag fra arbejdet kloden rundt med at skabe gode muligheder for erhvervslivet. For eksempel fortæller Anja Byrial Hansen, CEO og stifter, om Byon ApS’ vokseværk i Sydkorea, og tidligere folketingsmedlem og formand for Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl, nu CEO i Port of Aalborg, fortæller om sine erfaringer fra en havn, der er globalt eksponeret i en usikker tid.
Medierne får deres egen scene på topmødet – Podcastscenen, hvor vi bl.a. har inviteret Borgen Unplugged, Finans Live og Karriereklubben indenfor med live direkte fra Herning.
Endelig kårer vi blandt 27 vækstvirksomheder vinderen DI Prisen 2025.
Læs mere og se hele programmet for DI Topmødet 2025 her
På Topmødet er indrettet pressecenter med arbejdspladser til de deltagende journalister. Der vil også være mulighed for tv-livesignal.