Katastrofe afværget: Midlertidig løsning på astronomisk emballageregning sikret
Der er fundet en mindelig kortsigtet løsning for producentansvaret, som Dansk Industri (DI) hilser velkommen. Men den langsigtede løsning bliver uhyre vigtig, så der skal regeringen virkelig i arbejdstøjet, lyder det fra DI.
Over de seneste måneder har virksomheder og organisationer slået alarm over den kaotiske implementering af nye regler for emballageaffald – også kaldet producentansvar. Det kunne have endt med urimeligt store regninger til både virksomheder og forbrugere. Nu er der fundet en kortsigtet løsning. Nu skal der arbejdes på en langsigtet.
- Det er en flot redning på målstregen. I en tid, hvor europæiske virksomheder er pressede på deres konkurrencekraft, og danskerne er pressede af høje dagligvarepriser, er det vigtigt, vi sikrer, at regningen for at hente emballageaffald bliver så lille som mulig. Det har heldigvis også stået klart for regeringen, og nu er katastrofen i første omgang afværget, siger Morten Høyer, politisk direktør i Dansk Industri.
Den 1. oktober 2025 skal producentansvar for emballage træde i kraft. Producentansvaret betyder bl.a., at virksomheder skal betale for at håndtere den emballage, deres varer er i, når den bliver til affald. Det er kommunerne, der står for indsamlingen af affaldet hos borgerne, og det er en del af regningen for håndtering af affaldet, som virksomhederne nu skal betale.
- Problemet er langt fra løst. Vi skal helt i mål med dette arbejde. Derfor skal der inden udgangen af 2025 laves politiske aftaler, der leverer reelle effektiviseringer af kommunernes affaldsindsamling – og ikke mindst gøre det meget mere simpelt for virksomhederne at håndtere fremadrettet, siger Morten Høyer.
- Vi har længe advaret om, at den manglende styring af omkostningerne i kommunerne ville ende galt - og det gjorde det. Nu starter arbejdet for at nå i mål med en langsigtet løsning, hvor der også skal ryddes op i det omfattende administrative bøvl. Det er en bunden opgave, som vi ser frem til at samarbejde om at nå i mål med. Det er af mindst lige så stor betydning for vores medlemmer som prisen, understreger han.
I løbet af juni måned begyndte kommunerne at indmelde gebyrer for affaldsindsamlingen, og det blev tydeligt, at prisen for indsamlingen var langt højere, end det blev anslået, da de nye regler for emballageaffald blev udformet.
Den samlede regning fra kommunerne til virksomhederne var steget fra 1 mia. kr. til 1,6 mia. kr. Nu er der foreløbigt sat et loft over den samlede regning, så den ikke bliver højere end 1,2 mia.
- DI og danske virksomheder har hele tiden bakket op om, at producenterne skulle betale for effektiv håndtering af deres emballageaffald. Derfor har vi også samarbejdet tæt med regeringen om at finde løsninger på området. Det vil vi fortsat gøre, fortsætter Morten Høyer.
Ud over prisnedsættelsen er der også andre gode takter i den løsning, der nu er fundet. DI vil derfor gerne kvittere for, at regeringen samtidig fjerner risikoen for dobbeltregulering på emballageafgifter.