DI: Handelsaftale med Indien giver adgang til hver femte forbruger på kloden
”Alle handelsaftalers moder” bliver EU’s handelsaftale med Indien kaldt. Ikke uden grund.
Den foreløbige aftale som EU-formand Ursula von der Leyen og Indiens premierminister Modi netop har indgået er suverænt den største handelsaftale i verden nogensinde. Og ifølge adm. direktør i DI Lars Sandahl Sørensen er aftalen et stort og vigtigt skridt fremad for Europas og Danmarks handel og konkurrenceevne.
– Når døre lukkes er det af allerstørste betydning, at EU er i stand til at åbne nye. Det gør von der Leyen i dag, siger Lars Sandahl Sørensen.
– Indien er et kolossalt marked i rivende udvikling. Og i en tid, hvor andre markeder – især det amerikanske – er usikre er det helt nødvendigt at skabe adgang nye markeder. Det er vigtigt for virksomheder og for vækst og velstand i Danmark og alle andre europæiske lande, siger adm. direktør i DI, Lars Sandahl Sørensen.
Helt lavpraktisk vil aftalen betyde, at toldsatser på industrivarer samt en lang række fødevarer forsvinder eller bliver sat væsentligt ned. Desuden er der fra Danmarks side et håb om, at handelsaftalen bringer ny kraft og indhold i det dansk-indiske grønne partnerskab og samarbejde, der allerede eksisterer.
Aftalen har været på vej i 20 år, og trods dagens underskrifter er aftalen dog ikke endeligt på plads – den skal således godkendes af EU's medlemslande i Rådet samt af EU Parlamentet.
”Diversificering” er kodeordet for både EU og Indien i den nye aftale, der åbner et fælles marked på knap 2 mia. mennesker. I en DI-rundspørge fra 2025 ønsker 6 ud af 10 virksomheder med salg til USA nye EU-handelsaftaler som det vigtigste tiltag til at forbedre EU's og Danmarks konkurrenceevne.
– Det er helt afgørende for både EU og Indien at blive mindre afhængig af enkelte store markeder som USA og Kina. Virksomhederne vil gerne sprede risikoen ud og have muligheder på flere markeder. Derfor er Indien ved at blive en uundværlig partner for Europa, siger Lars Sandahl Sørensen.
Indien er et af verdens største markeder for grøn teknologi, og der er store muligheder
for den store danske medicinalindustri. Men også inden for alle andre brancher åbner aftalen for et enormt marked, for Indiens økonomi vokser hurtigere end noget andet større land..
Geopolitisk giver aftalen point til EU. Hverken EU eller Indien har andre handelsaftaler af denne størrelse. Denne first-mover-fordel giver danske og europæiske virksomheder en konkurrencefordel i Indien sammenlignet med for eksempel amerikanske og kinesiske virksomheder.
– Toppen af EU har vist handlekraft. Von der leyen har vist vejen ved at åbne nye markeder og styrke EU’s konkurrencekraft. Det er det, der skal til, for at EU kan forblive en vigtig spiller i verden fremover, siger Lars Sandahl Sørensen, der tror og håber, at EU-Parlamentet ikke spænder ben for aftalen.
Et flertal af parlamentarikerne sendte i sidste uge Mercosur-aftalen mellem EU og fire sydamerikanske lande til EU Domstolen.
– Jeg tror ikke, at Parlamentet stopper eller forsinker handelsaftalen med Indien. Den er ikke kontroversiel for landbruget, og EU står på en brændende platform. Skal Europa klare sig fremover, så må parlamentsmedlemmerne indse, at vi nødvendigvis må styrke EU’s konkurrenceevne over hele verden, siger Lars Sandahl sørensen.
Læs også:
2022: Modi i DI: Danmark har evnerne – Indien har størrelsen
Til inspiration: Her er DI’s hjælp til eksportsucces i 2026
Her er DI’s eksportfremstød i 2026
Få adgang til hver femte forbruger på kloden
Her åbner DI’s største afdeling uden for Danmark