DI: Skadeligt forslag om formueskat
Dansk Industri advarer mod Socialdemokratiets forslag om at indføre en formueskat og kalder det gift for danske arbejdspladser.
Det skaber stor frustration i Dansk Industri (DI), at Socialdemokratiet går til valg på at indføre en formueskat. Med forslaget risikerer Socialdemokratiet at sende arbejdspladser ud af landet, og det vil få konsekvenser for vores velfærdssamfund.
- Det er skadeligt, at Socialdemokratiet går til valg på at indføre en formueskat. Det er gift for alle arbejdspladser, iværksættere og hele Danmark. Hvis der er noget, vi kan lære af Norge, så er det hvor alvorlige konsekvenser, det kan få i Danmark, hvis den bliver indført, siger Morten Høyer, politisk direktør i DI
Ifølge DI rammer formueskatten iværksætteriet hårdt. Formueskatten vil beslaglægge en del af de penge, iværksættere geninvesterer i nye produkter og medarbejdere.
- Iværksættere lever ofte årevis uden overskud. De geninvesterer i at udvikle virksomheden og skabe nye arbejdspladser. Jeg begriber ikke, hvorfor Socialdemokratiet vil modarbejde det, og det velfærdssamfund, der er afhængigt af, at folk går på arbejde, siger Morten Høyer
Dansk Industri understreger samtidig, at Danmark er dybt afhængig af internationale investeringer og talent. I en global økonomi kan både kapital og kompetencer flytte sig hurtigt, hvis rammevilkårene forringes.
- Danmark er ikke en ø uden forbindelse til omverdenen. Vi konkurrerer med alle andre lande om de bedste hænder og hoveder. I Norge ser de allerede konsekvenserne, og I Danmark risikerer vi ligeledes at vores arbejdspladser og skattekroner flytter til udlandet, siger Morten Høyer og fortsætter:
- Det er ubegribeligt, hvordan et problem med manglende boliger i København, der presser priserne op, kan blive til en strafskat på iværksættere og folk der vil investere penge i Danmark, siger Morten Høyer.
Læs mere om, hvad en formueskat betyder for dansk erhvervsliv og vores velfærd