DI Life Science styrker bestyrelsen og det globale fokus
Ny bestyrelse præsenterer klare mål midt i geopolitisk uro med fokus på konkurrenceevne og bedre handelsvilkår.
DI Life Science samlede i dag medlemmer fra hele branchen til generalforsamling og bestyrelsesvalg. Søren Nielsen, CEO i Demant, blev genvalgt som bestyrelsesleder. Bestyrelsen tæller derudover flere erfarne ledere fra Ambu, Lundbeck, WS Audiology, Siemens Healthineers, AbbVie, AstraZeneca, Trifork, Systematic og Health Tech Hub Copenhagen.
Sammen med resten af medlemskredsen vil den nyvalgte bestyrelse og DI Life Science sikre Danmarks konkurrenceevne, fremme ny innovation i sundhedsvæsenet og forbedre patienternes adgang til sundhed.
– Den geopolitiske situation har haft stor indflydelse på industrien i 2025, og det forventes, at den også vil have det i 2026. Derfor er det afgørende, at Danmark og Europa nu koncentrerer sig om at agere som modvægt til al den usikkerhed, som industrien oplever i resten af verden. Det er samtidig en stor mulighed for Danmark og Europa, hvis beslutningstagerne formår at gribe den. Det vil vi arbejde for, at de gør, siger Søren Nielsen, CEO hos Demant og bestyrelsesleder for DI Life Science.
Danmark skal fortsat være i Europas life science-top
DI Life Science vil i 2026 blandt andet prioritere: en ny life science strategi, der får Danmark i top 3 over Europas life science nationer; en løsning på USA’s most-favored-pricing politik, der sikrer at danske patienters adgang til medicin også er i Europas top 3; revision af EU’s regulering af medicinsk udstyr og anden reduktionen af industriens administrative byrder. Offentlig-privat samarbejde skal være en hjørnesten i implementeringen af sundhedsreformen og endelig skal der være ligeværdige konkurrencevilkår i handelsrelationer med andre lande.
Den nye bestyrelse
- Søren Nielsen, CEO, Demant A/S (bestyrelsesleder)
- Britt Meelby Jensen, CEO, Ambu A/S (vicebestyrelsesleder)
- Lars Bang, EVP, H. Lundbeck A/S (vicebestyrelsesleder)
- Thea Larsen, Country Lead Denmark, AbbVie A/S
- Christof Bischoff, Country Director, AstraZeneca A/S
- Annemarie van Neck, President EMEA, WS Audiology A/S
- Michael Palne, Managing Director, Siemens Healthineers A/S
- Henrik Jespersen, SVP, Systematic A/S
- Jesper Grønbæk, CEO, Health Tech Hub Copenhagen
- Karen Skjerbæk Jørgensen, CCO & VP Healthcare, Trifork A/S