Ny chef for DI Teknik & Installation
Ida Ruge-Andersen er ny chef for brancheplatformen DI Teknik & Installation, som samler virksomhederne i en branche, der spiller en central rolle i den grønne omstilling, forsyningssikkerheden og udviklingen af et moderne og modstandsdygtigt Danmark. Ida tiltræder stillingen 1. maj 2026.
Ida Ruge-Andersen kommer fra en stilling som politisk chef i Dansk Skovforening og har tidligere arbejdet i Danske Vandværker, flere ministerier og på Christiansborg. Hun har omfattende erfaring med politisk interessevaretagelse, strategisk retning, medlemsdialog og udvikling af politiske mærkesager – områder, der står centralt i DI Teknik & Installations ambitiøse strategi.
- Jeg glæder mig utrolig meget til at stå i spidsen for DI Teknik & Installation. Teknik- og installationsbranchen er en helt afgørende samfundsaktør, når Danmark skal lykkes med den grønne omstilling, digitaliseringen og skabe et robust samfund. Samtidig er branchen fyldt med dygtige virksomheder, der hver dag finder løsninger på nogle af vores største samfundsudfordringer, siger Ida Ruge-Andersen.
- Det er en branche i rivende udvikling, og den er helt central for den transformation vores samfund står overfor. Jeg ser frem til at styrke fællesskabet og skabe endnu større synlighed om branchens betydning – i tæt dialog med medlemmerne og hele DI-organisationen.
DI etablerer i disse måneder den nye brancheplatform DI Teknik & Installation, som får en central rolle i DI’s samlede indsats for realiseringen af den grønne omstilling, samfundets modstandsdygtighed samt sikring af tilstrækkelig kvalificeret arbejdskraft til erhvervslivet.
- Ida kommer med tung politisk erfaring og en stærk forståelse for både medlemmernes behov og de komplekse politiske dagsordener, der former branchen. Det er præcis de kompetencer, vi har brug for i opbygningen af det nye branchefællesskab, siger Henriette Søltoft, vicedirektør i Dansk Industri.
- Branchen står midt i historisk vigtige forandringer – fra manglen på kvalificeret arbejdskraft til behovet for en hurtigere udrulning af elektrificeringen og et styrket beredskab omkring kritisk infrastruktur. Med Ida som chef får DI Teknik & Installation en markant stemme, der kan samle branchen på tværs af værdikæden og sætte retningen.
DI Teknik & Installation er den samlende og drivende kraft for teknik- og installationsbranchen. Ved at forene hele værdikæden skaber fællesskabet løsninger, som styrker konkurrenceevnen og bidrager til et bæredygtigt, moderne og sikkert samfund – til gavn for både virksomheder, borgere og fremtidige generationer.