05.05.26 DI Pressemeddelelse

DI: Støtte til CCS-projekt er en milepæl for dansk klimapolitik

Tildelingen af kontrakt til Aalborg Portland, markerer et afgørende gennembrud for CO₂-fangst og -lagring (CCS) i Danmark. Hermed tages der nu et konkret skridt imod at skabe et nyt vækstområde for danske virksomheder.

Afgørelsen af CCS-puljen og tildelingen af kontrakt til Aalborg Portland gælder fangst, transport og lagring af 1.250.000 ton CO2 per år og understreger potentialet i CCS, som kan blive en succes for hele den danske værdikæde.

– Det er utroligt vigtigt, at vi kommer dette skridt videre med at realisere et meget stort CCS-projekt i Danmark, så det er en god nyhed. Det er afgørende for fremdrift i CO₂-reduktioner, fremtidige klimamål og ikke mindst virksomhedernes muligheder for reel grøn omstilling. Stort tillykke til Aalborg Portland med muligheden for at kunne realisere Danmarkshistoriens største CO₂-fangstprojekt, siger Anne Højer Simonsen, klimachef i DI.

Energistyrelsen har i samme omgang tilbudt Gaia ProjectCo P/S at blive marginal byder med en kontrakt på knap 0,5 mio. ton CO₂ om året. De har valgt at takke nej til tilbuddet fra Energistyrelsen.

– For så vidt angår det andet bud, som det fremgår er fra Gaia ProjectCo P/S, er det virkelig stærkt, at de har opnået tilbud om kontrakt. Det er helt oplagt at se om der kan skabes politisk momentum for at finde de midler, der mangler, så de kan realisere deres fulde projekt på 500.000 tons. Det er vigtigt for klimaet og for, at CO₂-fangst og -lagring får bredere vejgreb, og helt afgørende for vores vej videre frem mod Danmarks langsigtede klimamål i 2035 og klimaneutralitet i 2045, understreger Anne Højer Simonsen, klimachef i DI.

Nu udestår en formel stand still- og klageperiode.

Relateret indhold