DI: Meget alvorlig vurdering af truslen om angreb på Europa
Det er en meget alvorlig vurdering af truslerne fra Rusland mod Europa og Danmark, der er kommet fra Forsvarets Efterretningstjeneste i dag, og vi er enige i, at det er noget, vi som borgere og virksomheder, skal forholde os til og forberede os på, siger adm. direktør Lars Sandahl Sørensen, Dansk Industri (DI).
Forsvaret Efterretningstjeneste (FE) vurderer i en ny trusselsvurdering, at Rusland i de kommende måneder yderligere eskalerer sin hybridkrig mod NATO og Vesten. Det vurderes samtidig, at der er en lav, men stigende risiko for, at Rusland vil gennemføre begrænsede militære angreb mod et NATO-land – selvom krigen i Ukraine fortsætter. Desuden kan tjenesten ikke længere udelukke, at Rusland vil forsøge en egentlig invasion af et NATO-land, selv om det fortsat vurderes usandsynligt.
- Trusselsvurderingen viser, at oprustningen af Europa og NATO er nødvendig og haster mere end som så. Vi skal i Europa kunne tage endnu bedre vare på vores egen sikkerhed.
- Trusselsvurderingen i dag understreger, at vi igen skal overveje om der er fart nok på de politiske beslutninger og på den reelle udmøntning af de nødvendige investeringer i at forsvare os og i at afskrække, siger Lars Sandahl Sørensen.
- Rusland vil gøre alt for at påvirke vores sammenhold og vores oprustning. De virksomheder og kritiske samfundsinstitutioner, der bidrager til Europas forsvar og Ukraines kamp er særligt udsatte. Det bliver mere og mere tydeligt, og det kræver at også virksomhederne er særligt agtpågivende, siger Lars Sandahl Sørensen
- Situationen er tydeligvis alvorlig, og vi er i DI derfor i særdeles tæt kontakt med de danske myndigheder med henblik på at kunne rådgive og støtte de danske virksomheder i den situation.
- Det her går desværre ikke væk på den korte bane. Derfor fortsætter indsatsen med at gøre virksomhederne mere beredte og robuste, siger Lars Sandahl Sørensen.
DI anbefaler
Fire grundlæggende anbefalinger fra DI:
1: Skærp opmærksomheden på afvigelser fra normalbilledet
Vær opmærksom på usædvanlig aktivitet omkring virksomheden, dens medarbejdere, faciliteter og kritiske funktioner.
2. Genbesøg den grundlæggende sikring
Kontrollér, at eksisterende fysiske og tekniske sikkerhedsforanstaltninger fungerer efter hensigten, og at relevante procedurer er kendte og anvendes.
3. Kontrollér alarmerings- og eskalationsveje
Sørg for, at medarbejderne ved, hvor de skal henvende sig, hvis de observerer noget usædvanligt, og at relevante observationer hurtigt kan vurderes og eskaleres.
4. Vær forberedt på at håndtere en hændelse
Genbesøg beredskabsplaner, roller og kontaktveje, så organisationen hurtigt kan reagere, hvis noget sker.
Læs mere på di.dk/Beredskab
Brug DI's beredskabs-værktøjer
Kriser kommer aldrig belejligt og de kan få store konsekvenser for din virksomhed. Analysér din virksomheds risici og sårbarheder med DI's værktøj og brug DI's skabelon til din beredskabsplan, så øger du både din virksomheds modstandsdygtighed og bidrager til et mere sikkert samfund.