Design er nøglen til cirkulær udvikling
Ved at nytænke design, materialer og produktion har Plus Pack gjort sin forretning mere cirkulær og udnytter i dag ressourcer mere effektivt.

Hos emballagevirksomheden Plus Pack spiller design en afgørende rolle i udviklingen af nye produkter. Virksomheden producerer fødevareemballageløsninger i aluminium og plast og har forpligtet sig til at udvikle cirkulære løsninger, der er fremstillet af genanvendte materialer.
Camilla Haustrup Hermansen, viceadministrerende direktør og medejer af Plus Pack, ser design som nøglen til succes i virksomheders cirkulære transformation. Faktisk har fokus på design fået Plus Pack til at udvikle sin portefølje af genanvendelige produkter, der understøtter den cirkulære økonomi og samtidig reducerer CO2-emissioner.
- Design er en afgørende drivkraft for den grønne omstilling og danske virksomheders konkurrenceevne, vækst og udvikling. Klogt design gavner ikke kun økonomien og forbrugerne, men er også godt for kloden, siger Camilla Haustrup Hermansen.
For Plus Pack kan design særligt bruges til at skabe et åbent og dialogfremmende format, hvor hele organisationen kan inddrages. Virksomheden bruger derfor også designtækning i kulturforandringsprocesser, hvor designmetoden har været med til at få ændringerne forankret i organisationen og bidraget med energi og transparans i processerne og samarbejdet.
Fire grundlæggende spørgsmål til designfasen
Ved at udvikle genanvendelig emballage lavet af genanvendte materialer, bidrager virksomheden til et mere ansvarligt emballageforbrug. Plus Pack designer sine emballageløsninger med fokus på at forlænge holdbarheden på fødevarerne, som skal indpakkes.
I stedet for at tilbyde ’one size fits all’-løsninger, er produkterne fra Plus Pack ofte skræddersyet til at imødekomme kundernes behov for effektive emballageløsninger, som er med til at reducere ressourcespild og madspild. Designtilgangen har gjort det nemmere at forstå hvilke processer, emballagen indgår i, og dermed bestemmes produktets cirkularitet i designfasen gennem valg af materiale, farve og nogle gange også form. Det er her, produktets livscyklus bestemmes, som Camilla Haustrup Hermansen forklarer.
Alle Plus Packs designbeslutninger er baseret på fire grundlæggende spørgsmål; kan produktmaterialet genanvendes? Er genanvendte materialer en mulighed?
Kan produktet nemt sorteres eller genbruges efter brug? Kan produktet reducere madspild og eliminere affald?
- Det handler om at ændre måden, vi bruger materialer på. At fremhæve genanvendte materialer og dermed skabe kredsløb, der forlænger materialernes levetid. At øge muligheden for genbrug og genanvendelse af emballageløsninger, og sidst men ikke mindst, at give fortrinsret til de materialer, der er nemme at identificere, sortere og genbruge i stor skala, siger Camilla Haustrup Hermansen.
Læs undersøgelsen ”Design delivers green” om danske virksomheders behov for designere i den grønne og cirkulære omstilling.
Tænk cirkularitet ind i beslutningsfasen
Måden at arbejde på har hjulpet virksomheden med at omsætte kompleks viden til konkret praksis i den daglige drift og dialog med markedet. Som et resultat af nytænkning af design, produktion, distribution og forbrug har Plus Pack sikret at alle ressourcer bruges mere effektivt, også set i et langt større perspektiv. Alle materialer kan genanvendes og dermed indarbejdes i nye produkter efter brug. Og jo mere genanvendt indhold i emballagen, jo lavere CO2-aftryk har den.
Derfor understreger Camilla Haustrup Hermansen også, at danske produktionsvirksomheder bør overveje potentialet i øget cirkularitet i hver beslutning, de træffer, da dette har stor indflydelse på miljø- og klimaprofilen på de løsninger og produkter, de bringer på markedet. Det kan de gøre ved at integrere designmetoder og -tænkning i deres forretningsudvikling.
Hun medgiver, at det kan lyde kompliceret at designe løsninger, der passer ind i en cirkulær økonomi. Men det behøver det ikke være:
- Tricket er at træffe beslutninger i dag, der reelt forhindrer spild i morgen. Det kræver mere innovation, samarbejde og videndeling på tværs af traditionelle brancheskel og værdikæder. Den gode nyhed er, at det er en win-win for både virksomhederne og planeten, siger Camilla Haustrup Hermansen.
Om Plus Pack
Plus Pack er en danskejet international virksomhed med hovedkontor i Odense.
Virksomheden designer, producerer og sælger cirkulære og kundetilpassede emballageløsninger til fødevareindustrien. Det er i øjeblikket en af de førende emballagevirksomheder i Europa med salg i mere end 50 lande verden over.
89 procent af deres produkter er i dag fremstillet af materialer som er lette at genanvende efter brug. De resterende 11 procent er også genanvendelige, men endnu ikke fremstillet af monomaterialer.
Virksomhedens vision er at transformere emballageindustrien og engangsemballage til cirkularitet ved at tilbyde cirkulære emballageløsninger uden CO2.
Plus Pack er en familieejet virksomhed, der har over 100 års erfaring og ekspertise indenfor emballage, bygget op gennem 4 generationer.