Energieffektivitet som konkurrencefordel for Ege Carpets
Hvordan kan virksomheder på kort tid omsætte en bæredygtig og energieffektiv vision til konkret handling? Det spørgsmål satte Ege Carpets sig for at besvare.
Ege Carpets’ stifter, Mads Eg Damgaard, havde en kompromisløs filosofi: Han anvendte konsekvent den nyeste og mest avancerede teknologi i tæppeproduktionen og var ikke bange for at udfordre konventionerne - en tilgang, der fortsat er dybt forankret i virksomhedens DNA.
Virksomheden, der producerer tekstile gulvbelægninger, har altid haft ansvarlighed for øje. Det ansvar blev også udgangspunkt for, at Ege Carpets tilsluttede sig Science Based Target Initiative (SBTI) og forpligtede sig til at reducere sit CO2-aftryk med 50,6% i 2030 sammenlignet med basisåret 2019.
Et stærkt og energieffektivt partnerskab
Da Siemens blev opmærksom på denne ambitiøse klimaforpligtelse, tilbød de at udvikle en løsning, der både kunne reducere CO2-udledningerne markant og samtidig styrke den økonomiske bundlinje.
Siemens trådte ind som strategisk partner for Ege Carpets og rådgav hele vejen fra den indledende analyse til den endelige implementering. Parterne identificerede de naturgasfyrede dampkedler på fabrikkerne i Gram og Herning som centrale indsatsområder med stort energieffektiviseringspotentiale.
Selvom omstillingen var omfattende, tøvede Ege Carpets ikke: ”Grunden til, at vi tog så stort et skridt kommer ud af det DNA, vi har, hvor vi hele tiden forsøger at gøre tingene bedre og mere bæredygtige. Det her var et naturligt skridt for os”, udtaler Teddy Lauritsen, produktionsdirektør for Ege Carpets.
Målbare resultater for klima og konkurrenceevne
Løsningen blev at udskifte de gamle, gasfyrede kedler med moderne, elektriske kedler. Da Ege Carpets satte strøm til kedlerne, reducerede det CO2-udledningerne med 40% i virksomhedens scope 1 og 2.
Samlet set har virksomheden dermed reduceret sine årlige CO2-udledninger med 1500 ton – og det er ikke den eneste gevinst.
”Med dette projekt sikrer Ege Carpets sig en økonomisk besparelse om året i nettariffer på 2,5 millioner kroner og en besparelse om året på 1 million kroner i CO2-afgifter”, fortæller Kim Enevoldsen, Head of Sales – Sustainability Business hos Simens.
Når projekter som dette leverer store CO2-besparelser, kan der også opnås offentlig støtte. På den baggrund ansøgte Siemens om tilskud fra Energistyrelsens Erhvervspulje og modtog 6,7 millioner kroner, hvilket dækkede 30 % af projektets samlede omkostninger.
Med omstillingen har Ege Carpets taget et konkret skridt mod en mere energieffektiv og fremtidssikret produktion. En case, der viser, at der både er god økonomi og god sund fornuft i at indgå i den her slags elektrificering.
- Tallene, som præsenteres i video og artikel, er baseret på Siemens egne beregninger.